Uenighed om skyld og selvrisiko efter påkørsel af modpartens bil

Sagen drejede sig om en trafikskade, hvor selskabet havde anerkendt erstatningspligt for skade på modpartens bil og derfor opkrævet selvrisiko hos klager. Klager bestred dette og mente, at han uretmæssigt var blevet beskyldt for at have påkørt bilen, samt at det afgørende vidne var modpartens ægtefælle og derfor ikke uvildigt. Selskabet fastholdt, at vidnet efter de foreliggende oplysninger ikke havde nogen særlig interesse i sagen eller familierelation til modparten, og at vidneforklaringen derfor kunne lægges til grund. Nævnet gennemgik sagens oplysninger, herunder vidneerklæringen, og fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets vurdering af ansvarsforholdet. Selskabet fik derfor medhold i, at klager skulle betale selvrisikoen. Sagen viser, at ankenævnet lægger stor vægt på de konkrete oplysninger i en vidneforklaring, og at en påstand om, at et vidne er upartisk eller partisk, skal kunne underbygges med konkrete forhold for at have betydning for sagens udfald. Det er derfor vigtigt at kunne dokumentere eventuelle interessekonflikter hos vidner tidligt i sagsbehandlingen.