Uenighed om forrentning af engangsudbetaling ved dødsfald

Sagen handlede om en traditionel pensionsordning med en dødsfaldsdækning, som gav ret til rateydelser over 10 år, hvis den forsikrede døde. Rateydelserne kunne alternativt udbetales som et samlet engangsbeløb. Efter den forsikredes død ønskede de efterladte udbetaling som engangsbeløb, men var utilfredse med, at selskabet ikke ville forrente beløbet med kontorente og bonus fra måneden efter dødsfaldet og indtil det faktiske udbetalingstidspunkt. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning af yderligere forrentning. Nævnet lagde til grund, at valget af engangsudbetaling i stedet for rateydelser skulle betragtes som en konverteringsaftale, der fik virkning fra den 1. i måneden efter dødsfaldet, og at pensionsordningen dermed måtte anses for ophørt fra dette tidspunkt. Der var desuden ikke bevis for, at forsinkelsen i udbetalingen skyldtes mangelfuld sagsbehandling hos selskabet. Sagen illustrerer, at valget mellem løbende rateydelser og et engangsbeløb kan have betydning for, hvordan og fra hvornår renter beregnes, og at efterladte bør være opmærksomme på de økonomiske konsekvenser af at vælge engangsudbetaling frem for rateydelser.