Strid om antal erstattede rejsedøgn efter rygskade på ferie

Sagen handlede om erstatning for ødelagte rejsedøgn efter en rygskade opstået under en langvarig ferie. Klageren, der var født i 1950'erne, faldt under ferien og fik konstateret flere brud i ryg og bækken. Hun kunne først forlade ferieboligen efter flere måneder, og parret rejste hjem betydeligt senere end oprindeligt planlagt. Selskabet havde anerkendt dækning for 13 ødelagte rejsedøgn, men havde ved en fejl udbetalt for 20 døgn uden at kræve differencen tilbage. Klageren mente, at hun var berettiget til dækning for hele perioden fra skaden til hun kunne forlade boligen, i alt 78 døgn. Ankenævnet fandt, at klageren og hendes ægtefælle var berettiget til erstatning for ødelagte rejsedøgn i seks uger, altså yderligere 22 døgn end selskabet oprindeligt havde anerkendt. Nævnet lagde vægt på klagerens alder, skadens alvorlige karakter og at hun i en periode havde fået udskrevet kraftig smertestillende medicin. Nævnet fandt dog ikke bevis for, at hun var berettiget til dækning for den resterende periode. Klageren fik derfor delvis medhold. Sagen viser, at erstatning for ødelagte feriedøgn ved sygdom eller skade under rejse beror på en konkret vurdering af skadens omfang og varighed, og at der stilles krav om dokumentation for, hvor længe skaden reelt forhindrede den fortsatte ferie.