Afslag på rejseforsikring ved sygdom under au pair-ophold
- Selskab
- Tryg Forsikring
- Stikord
- au pair · erhvervsrejse · vejledning · krav og behov · forsikringsformidler
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en familie, der flyttede deres forsikringer, herunder en årsrejseforsikring, til et selskab efter kontakt med en forsikringsformidler. Klagers datter rejste efterfølgende til udlandet for at arbejde som au pair i et år, men blev under opholdet indlagt med en alvorlig sygdom. Selskabet afviste dækning, fordi årsrejseforsikringen kun dækkede rejser af op til 60 dages varighed, og fordi et au pair-ophold anses som en erhvervsrejse, der kræver en særskilt og dyrere enkeltrejseforsikring. Klager mente, at han inden tegningen havde oplyst formidleren om det etårige ophold, og at formidleren havde bekræftet, at forsikringen dækkede dette. Selskabet bestred at have modtaget disse oplysninger, og der forelå ingen optagelser eller notater, der kunne dokumentere samtalen. Ankenævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at han forud for tegningen havde oplyst om det etårige au pair-ophold, og kunne derfor ikke pålægge selskabet at dække sygdommen på erstatningsretligt grundlag. Sagen viser, hvor vigtigt det er at få skriftlig bekræftelse på særlige forsikringsbehov ved rejser af længere varighed eller med erhvervsmæssigt formål, da bevisbyrden for mundtlige aftaler kan være svær at løfte.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afslag på dækning af sygdom under au pair ophold i udlandet. Klager, som havde sin bilforsikring i selskabet, blev efter det oplyste kontaktet af en forsikringsformidler fra et agentur i efteråret 2023, som på vegne af selskabet formidlede forsikringer. Klager valgte herefter at flytte sine øvrige forsikringer - inkl. årsrejseforsikring - over i selskabet. Klager modtog den 2/11 2023 en aftale om køb af forsikringer, og den 14/12 2023 modtog han policen for årsrejseforsikringen. Klagers medforsikrede datter rejste den 1/7 2024 til et land uden for Europa for at arbejde som au pair frem til den 21/6 2025. Datteren blev indlagt på et udenlandsk hospital den 20/2 2025, hvor der blev konstateret en behandlingskrævende tumor. Klager kontaktede selskabets alarmcentral den 21/2 2025, hvor han fik oplyst, at datteren ikke var dækket af rejseforsikringen, da denne kun dækkede rejser af 60 dages varighed. Klager ønskede "ret i, at vi er blevet forkert vejledt, og at vores tegnede forsikring til formålet er dækkende". Klager anførte, at de var blevet forkert vejledt i forbindelse med tegningen af rejseforsikringen. Klager anførte, at han forud for tegningen af forsikringerne havde oplyst til forsikringsformidleren, at datteren skulle være au pair i udlandet i 1 år, og at formidleren derfor udvidede deres rejseforsikring til at dække hele verden. Klager anførte, at han kontaktede forsikringsformidleren igen i sommeren 2024 for at sikre sig, at alt - inkl. den udvidede rejseforsikring til datteren - var i orden, hvilket forsikringsformidleren bekræftede. Selskabet anførte, at klager forud for tegningen af forsikringen ikke havde oplyst om au pair-opholdet, at klager ikke havde udtrykt ønske om dækning af opholdet, og at forsikringsformidleren ikke kunne genkende klagers beskrivelse af kommunikationen. Selskabet anførte, at der ikke forelå lydoptagelser eller notater af kommunikationen mellem klager og forsikringsformidleren forud for tegningen af forsikringen. Selskabet anførte endvidere, at et au pair-ophold var en erhvervsrejse, som ikke var dækket af en årsrejseforsikring, hvorfor der i stedet skulle have været tegnet en enkeltrejseforsikring, som var væsentlig dyrere, og at det således havde været i selskabets interesse, at der var blevet afgivet tilbud på en sådan forsikring, såfremt klager havde oplyst om opholdet. Nævnet kunne ikke kritisere, at selskabet havde afvist at yde dækning for datterens sygdom med henvisning til, at forsikringen kun dækkede rejser af op til 60 dages varighed, og at au pair ophold ikke var dækket. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at han inden tegningen af forsikringen havde oplyst forsikringsformidleren, at rejseforsikringen skulle dække datterens 1-årige au pair ophold. Nævnet kunne derfor ikke på erstatningsretligt grundlagt pålægge selskabet at yde dækning. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
REJSEFORSIKRING, KRAV OG BEHOV
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- RejseforsikringMedhold til klager
Afslag på mén-erstatning efter omtegning af rejseforsikring uden varsel
Sagen handlede om en kvinde, der som hjemmeboende datter var omfattet af sin fars rejseforsikring.
- RejseforsikringMedhold til selskabet
Klage over alarmcentralens håndtering af akillessene-skade på rejse
Sagen omhandlede en klage over selskabets samarbejdspartners sagsbehandling i forbindelse med en tilskadekomst under en rejse i et EU-land.
- RejseforsikringMedhold til klager
Afbestilling af rejse på grund af opblussen i divertikulit godkendt
Sagen handlede om en klager, der afbestilte en planlagt rejse på grund af divertikulit, en betændelsestilstand i tyktarmen, som hun havde haft i flere år.
- RejseforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for ødelagte rejsedøgn efter skade på skikursus
Sagen handlede om en klager, der kom til skade under et skiinstruktørkursus i udlandet og krævede kompensation for ødelagte rejsedøgn.
- RejseforsikringMedhold til selskabet
Erstatning for stjålet taske og kontanter fra indcheckede kuffert
Klager fik stjålet en Prada-taske til en værdi af 12.400 kroner samt 525 euro i kontanter fra sin indcheckede bagage under en flyrejse.