Uenighed om rentegaranti på gammel pensionsopsparing fra 1989

Sagen handlede om en pensionsordning oprettet i 1989 med en traditionel opsparing i gennemsnitsrente på et rentegrundlag af 4,5 procent. Klageren mente, at selskabet havde givet et løfte om en egentlig rentegaranti, altså at opsparingen hvert år skulle forrentes med mindst 4,5 procent. Klageren henviste til selskabets eget materiale, hvor det blandt andet fremgik, at opsparingen blev forrentet med mindst 4,5 procent årligt, og at de garanterede udbetalinger var beregnet på et bestemt beregningsgrundlag. Ankenævnet vurderede, om der forelå en selvstændig rentegaranti ud over den almindelige garanti for de fremtidige ydelser. Nævnet fandt, at der ikke var tilstrækkelige holdepunkter for, at selskabet havde påtaget sig en særskilt rentegaranti som hævdet af klageren, og henviste i den forbindelse til tidligere retspraksis fra Højesteret om samme spørgsmål. Selskabet fik derfor medhold. Sagen illustrerer, at ordlyden i pensionsmateriale kan være flertydig, og at en garanteret ydelse ikke nødvendigvis indebærer en garanteret årlig forrentning af depotet. Kunder med ældre pensionsordninger bør være opmærksomme på forskellen mellem en ydelsesgaranti og en rentegaranti, da dette har stor betydning for, hvordan opsparingen udvikler sig over tid, og bør søge en konkret afklaring hos selskabet, hvis der er tvivl om vilkårene.