Uenighed om skyld og selvrisiko efter skade på parkeret bil

Sagen drejede sig om, hvem der skulle bære ansvaret for en skade på en parkeret bil, og om opkrævning af selvrisiko. Selskabet fik en henvendelse om, at klager havde ramt en anden parkeret bil. Klager anmeldte først skaden lang tid efter, og forklarede at hun var blevet konfronteret af vidner på stedet. Selskabet anerkendte ansvaret over for modparten og krævede, at klager selv betalte reparationsudgiften, da beløbet var lavere end hendes selvrisiko. Nævnet lagde vægt på, at klager bekræftede at have parkeret på stedet og tidspunktet, at der var en dialog med modparten, og at et vidne bekræftede forløbet samt at klager havde givet sit telefonnummer. Billeder af skaden på modpartens bil viste en mindre skade, mens der ikke var synlig skade på klagers bil, hvilket selskabet forklarede kunne skyldes, at kun én bil bliver skadet i visse sammenstød. Nævnet fandt ikke grundlag for at tvivle på denne forklaring eller på beløbets størrelse. Sagen viser, at vidneudsagn og fotodokumentation kan være afgørende i tvister om skyld ved parkeringsskader, og at forsikringstagere bør være opmærksomme på, at selskabet kan kræve beløb under selvrisikoen betalt direkte, hvis skaden anerkendes over for en tredjepart.