Stop af erhvervsevnetabsdækning efter stress og angst

Sagen omhandlede en mand, der efter en sygemelding med stress og angst gradvist fik reduceret sin arbejdstid og senere mistede sit job. Han modtog midlertidig erhvervsevnetabsdækning i flere år, men selskabet stoppede udbetalingen, da man vurderede, at hans generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet fandt, at klager ikke havde løftet bevisbyrden for, at hans erhvervsevne fortsat var tilstrækkeligt nedsat. Der blev lagt vægt på, at de lægelige og kommunale oplysninger viste begrænsede objektive fund, og at vurderingen af hans tilstand i høj grad byggede på hans egne oplysninger frem for objektive undersøgelser. Nævnet bemærkede desuden, at private belastninger som familiesygdom og boligrenovering ikke i sig selv kunne begrunde en fortsat udbetaling, og at en tidligere lægevurdering pegede på et højt funktionsniveau og god prognose uden dokumenteret forværring. Sagen illustrerer, at det ved langvarige erhvervsevnetabssager er afgørende, at helbredsforringelsen kan dokumenteres objektivt gennem lægelige undersøgelser, og at rent subjektive gener eller belastende livsomstændigheder ikke i sig selv er tilstrækkelige til at opretholde retten til erstatning. Kunder bør derfor sikre løbende og grundig lægelig dokumentation af deres tilstand.