Afslag på erhvervsevnetab efter blackout under kørsel

Sagen handlede om en mand, der efter et blackout under kørsel fik nedsat erhvervsevne og søgte om udbetaling af helbredsbetingede ydelser fra sin pensionsordning. Nævnet skulle afgøre, om klagers erhvervsevne var varigt nedsat med mindst halvdelen fra det tidspunkt, hvor karenstiden på 12 måneder var udløbet. Nævnet fandt, at klager havde fået fuld løn til opsigelsestidspunktet, hvorfor erstatningsperioden først kunne begynde senere. Da klagers helbredstilstand på det relevante tidspunkt var stabiliseret og optimalt behandlet efter journalmateriale, og der ikke var beskrevet gener uforenelige med arbejde på det brede arbejdsmarked, fandt nævnet ikke bevis for et varigt erhvervsevnetab. Det blev også fremhævet, at tilkendelse af seniorpension bygger på en vurdering af klagers hidtidige beskæftigelse og ikke er det samme som en vurdering af erhvervsevnen i bred forstand, og derfor ikke kunne bruges som bevis i denne sammenhæng. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at det er klager, der skal bevise et varigt og væsentligt erhvervsevnetab, og at lægelige og kommunale oplysninger vejer tungt i denne vurdering. Den viser også, at seniorpension og forsikringsmæssig erhvervsevnevurdering ikke nødvendigvis følger samme kriterier, hvilket kan overraske forsikringstagere, der forventer automatisk sammenhæng mellem de to ordninger.