Uenighed om rentegaranti på pensionsordning fra 1987

Sagen handlede om en traditionel pensionsordning med garanterede ydelser, som klager var blevet omfattet af i 1987. Klager mente, at der var givet en rentegaranti på 4,5 procent, men at selskabet i en årrække kun havde forrentet ordningen med en lavere kontorente på 1,8 procent. Nævnet fandt, at klager ikke havde godtgjort, at forrentningen var forkert. Der blev lagt afgørende vægt på en højesteretsdom, som fastslog, at der ikke kan udledes en rentegaranti ud over de garanterede ydelser af det såkaldte G82-beregningsgrundlag, som ordningen var baseret på. Nævnet fandt heller ikke, at der var særlige holdepunkter i breve eller dækningsoversigter, der viste, at selskabet konkret havde givet klager en sådan rentegaranti. Selskabet fik derfor medhold i, at forrentningen havde været korrekt. Sagen illustrerer, at ældre pensionsordninger med garanterede ydelser ikke nødvendigvis indebærer en garanti for en bestemt forrentning af opsparingen ud over selve ydelsesgarantien, og at det kræver konkret dokumentation, hvis man mener at have fået tilsagn om en højere rente end den faktisk anvendte kontorente.