Erhvervsevnetab efter lymfekræft og arbejde i fleksjob
- Selskab
- AP Pension
- Stikord
- erhvervsevnetab · kræft · fleksjob · sociale medier · bevisvurdering
Hvad sagen handlede om
Klageren blev sygemeldt på grund af, hvad der først blev antaget at være depression, men som viste sig at være lymfekræft. Efter et kræftbehandlingsforløb led han af udtalt træthed og kunne kun arbejde omkring 12 og en halv time om ugen under arbejdsprøvning. Han blev tilkendt fleksjob på samme timetal. Selskabet havde løbende udbetalt erhvervsevnetabsdækning, men stoppede udbetalingen, da man vurderede, at hans erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen. Selskabet henviste til opslag på sociale medier, der viste aktivitet med maskiner og produktion, som selskabet mente var uforenelige med de beskrevne gener. Klageren forklarede, at det var hans ægtefælles virksomhed, og at han ikke selv udførte det fysiske arbejde. Ankenævnet fandt, at klageren havde bevist en erhvervsevnenedsættelse på mellem halvdelen og to tredjedele, men ikke på mindst to tredjedele. Nævnet lagde vægt på lægelige oplysninger om træthed efter kræftbehandling og arbejdsprøvningens resultat, samt at opslagene på sociale medier var sporadiske og havde karakter af markedsføring uden at vise omfanget af klagerens faktiske arbejdsindsats. Sagen viser, at opslag på sociale medier kan indgå i bevisvurderingen, men skal ses i sammenhæng med anden dokumentation.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over forsat erhvervsevnetabsdækning. Klager, som var født i 1960'erne og havde en håndværksmæssige uddannelse, blev sygemeldt den 2/8 2017 på en formodning om en depression, der viste sig at være lymfekræft, hvorfor klager i februar 2018 startede i kemo- og immunterapi i 6 måneder. Klager fratrådte sin stilling den 31/7 2018. Klager havde ved siden af drevet selvstændig virksomhed. Behandlingsforløbet blev afsluttet i august 2018, hvor sygdommen var i ro. Klager havde efterfølgende lidt af udtalt træthed. Klager var i arbejdsprøvning fra den 1/7 2019 til den 18/10 2019, hvor han var i stand til at arbejde 12½ time om ugen. Klager havde to gange forsøgt at øge arbejdstiden til 13½ time, hvilket havde udtrættet klager for meget. Klager blev tilkendt fleksjob i december 2019 og startede herefter den 1/2 2020 i et fleksjob på 12½ time om ugen i den virksomhed, hvor han havde været i arbejdsprøvning. Klagers pensionsordninger i selskabet gav ret til halve ydelser, hvis erhvervsevnen blev nedsat med mellem halvdelen og 2/3 og til fulde ydelser, hvis erhvervsevnen blev nedsat med 2/3. Selskabet havde ydet fuld dækning fra den 1/11 2018, hvor selskabet vurderede, at klagers erhvervsevne var midlertidigt nedsat med mindst 2/3 i eget erhverv. Selskabet overgik den 1/4 2020 til en vurdering af klagers generelle erhvervsevne, som selskabet ligeledes vurderede, var nedsat med 2/3. Selskabet havde pr. 1/1 2024 standset udbetalingen, idet selskabet vurderede, at klager ikke længere havde et erhvervsevnetab på mindst halvdelen. Selskabet havde fremlagt opslag fra klagers sociale medier, som viste, at klager var aktiv med arbejde med større maskiner, produktion af produkter, som der sås opmagasineret i et betydeligt omfang på klagers ejendom og som blev solgt blandt andet via annoncer på internettet, og at klager på sociale medier sås at tilbyde at udføre samme arbejde hos andre. Selskabet anførte, at disse internetfund viste, at klagers aktiviteter og private aktivitetsniveau var uforenelige med de gener og det funktionstab, som klager vedvarende havde beskrevet. Klager havde anført, at han alene har reklameret for sin ægtefælles virksomhed, at han ikke selv havde udført fysisk arbejde, og at hans familiemedlemmer har stået for arbejdet. Nævnet fandt, at klager havde bevist, at hans generelle erhvervsevne var helbredsmæssigt nedsat med mellem halvdelen og 2/3 efter den 31/12 2023. Klager havde ikke bevist, at hans erhvervsevne var nedsat med mindst 2/3. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at klager led af træthed og nedsat energiniveau efter et kræftbehandlingsforløb, at han havde været i arbejdsprøvning, hvor han alene var i stand til at arbejde 12½ time om ugen, og at virksomhedskonsulenten vurderede, at alle skånehensyn var tilgodeset. Nævnet lagde også vægt på, at internetfundene ikke i tilstrækkelig grad godtgjorde, at klagers funktionsniveau var forbedret i en sådan grad, at han ville kunne arbejde mere end halv tid, hvis den observerede fritidsaktivitet/fritidsarbejde, indgik i vurderingen af klagers evne til at arbejde. Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at der var fremlagt udtalelser fra familiemedlemmer mv., som viste, at klagers fritidsaktivitet/fritidsarbejde reelt havde været af ganske beskedent omfang. Nævnet havde henset til, at selskabet havde fremlagt sporadiske opslag fra sociale medier over en periode på 5 år, som havde karakter af markedsføring, og som ikke gjorde det muligt at fastslå, hvor mange timer klager udførte dette fritidsarbejde. Klager delvis medhold.
Resultat
DELVIS MEDHOLD
Søgeord
ERHVERVSEVNETAB, KRÆFT
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- PensionMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for tab af erhvervsevne ved lungeemfysem
Sagen drejede sig om afslag på udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne i forbindelse med en pensionsordning.
- PensionMedhold til selskabet
Uenighed om overført værdi af ægtefællepension ved skifte af selskab
Sagen handlede om en klager, der ved fratræden overgik til henstandsperiode med sin pensionsordning og senere bad om at få overført hele ordningen til et …
ISP Pension
- PensionMedhold til selskabet
Afslag på engangsbeløb ved førtidspension: lidelse forelå før optagelse
Klager havde søgt om udbetaling af et engangsbeløb fra sin arbejdsmarkedspension i forbindelse med tilkendelse af offentlig førtidspension.
- PensionMedhold til selskabet
Beregning af indtægtstab efter delvis kapitalisering af arbejdsskadeerstatning
Sagen handlede om, hvordan en pensionsforsikring skulle opgøre indtægtstab, når klager havde fået en del af sin arbejdsskadeerstatning kapitaliseret som et …
- PensionMedhold til selskabet
Afslag på erhvervsevnetab efter blodprop og tilkendt seniorpension
Klager fik en blodprop i hjernen og blev delvist sygemeldt, senere raskmeldt, og fik efterfølgende tilkendt seniorpension.