Uenighed om mén og erhvervsevnetab efter kollision med autoværn

Sagen handlede om en mand, der kom til skade, da hans bil kolliderede med et autoværn på motorvejen. Selskabet udbetalte erstatning for svie og smerte, men afviste at give erstatning for varigt mén eller tab af erhvervsevne, fordi selskabet mente, at der ikke var sammenhæng mellem ulykken og hans vedvarende gener som hovedpine, nakkesmerter og hukommelsesproblemer. Selskabet henviste blandt andet til, at kollisionen var sidelæns og derfor mindre belastende, og at skanning viste degenerative forandringer snarere end traumeskader. Klager fastholdt, at han havde fået et black out og ramte autoværnet i høj fart, og at han siden havde haft betydelige gener, som havde begrænset hans arbejdsevne. Ankenævnet lagde vægt på, at der var beskrevet såkaldte straks- og brosymptomer efter ulykken, altså at generne opstod i umiddelbar tilknytning til uheldet og havde fortsat siden. Det gjorde det sandsynligt, at der var en sammenhæng mellem ulykken og klagers nuværende gener. Nævnet fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til at afgøre omfanget af eventuel varig skade, og pålagde derfor selskabet at indhente en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om årsagssammenhæng og eventuel mengrad. Sagen viser, at det kan være afgørende for en forsikringssag, om der er dokumenteret sammenhængende symptomer fra skadestidspunktet, og at komplicerede lægelige spørgsmål ofte kræver en uafhængig sagkyndig vurdering, før der kan træffes endelig afgørelse om erstatning.