Tvist om rentegaranti på gammel pensionsordning fra 1989

Sagen drejede sig om en privattegnet pensionsordning med gennemsnitsrente, oprettet i 1989 på et rentegrundlag på 4,5 procent. Klager mente, at selskabet havde givet et løfte om en årlig rentegaranti på mindst 4,5 procent, og at pensionsordningen derfor skulle forrentes med minimum dette niveau hvert år, uanset selskabets faktiske afkast. Selskabet afviste, at der var givet en sådan rentegaranti, og fastholdt, at der alene var tale om en ydelsesgaranti, det vil sige en garanti for den fremtidige pensionsydelse, ikke en garanti for den årlige forrentning undervejs. Nævnet gennemgik sagen og fandt, at der ikke var særlige holdepunkter i sagens dokumenter for, at klager havde fået tilsagn om en selvstændig rentegaranti ud over den almindelige ydelsesgaranti. Nævnet henviste til en tidligere højesteretsdom samt egen praksis på området. Selskabet fik derfor medhold. Sagen illustrerer et vigtigt skel inden for pensionsforsikring mellem en ydelsesgaranti, som sikrer en bestemt fremtidig udbetaling, og en egentlig rentegaranti, som sikrer en bestemt årlig forrentning. Kunder med ældre pensionsordninger bør være opmærksomme på denne forskel og undersøge, præcis hvilken type garanti deres police faktisk indeholder, da det har stor betydning for, hvad man kan forvente af sin opsparing.