Stop af ydelser efter sygemelding med stress og depression

Sagen drejede sig om en klager, der blev opsagt fra sit arbejde og kort efter sygemeldt med stress, depression og angst. Klager søgte om udbetaling ved tab af erhvervsevne, og selskabet ydede midlertidige ydelser i en periode, men stoppede dem, da det vurderede, at det generelle erhvervsevnetab ikke var tilstrækkeligt nedsat. Klager gennemgik herefter flere perioder med virksomhedspraktik med gradvist stigende arbejdstid og blev til sidst ansat i fleksjob. Nævnet fandt, at klagers tilstand ikke var stabil og afklaret ved det tidspunkt, selskabet stoppede ydelserne, og at selskabet derfor ikke på det tidspunkt kunne overgå til en vurdering af den generelle erhvervsevne. Nævnet fandt dog, at bedømmelsen af, om klager senere opfyldte betingelserne for både et medicinsk og et økonomisk erhvervsevnetab, indebar en høj grad af usikkerhed, blandt andet fordi klager havde en akademisk baggrund og nu var i fleksjob. Nævnet vurderede derfor, at sagen ikke egnede sig til behandling på det foreliggende, skriftlige grundlag, og afviste at tage stilling til den. Sagen viser, at nævnet kan afvise sager, hvor den økonomiske vurdering af erhvervsevnetab er for kompleks til at afgøres uden mundtlig bevisførelse.