Uenighed om skift fra aktier til obligationer i garantipension

Sagen drejede sig om en pensionsopsparing i et markedsrenteprodukt med garanti, som skulle sikre mod negativt investeringsafkast i en 10-årig periode op til pensionering. Klager havde tidligere valgt en aggressiv aktieinvestering, men da garantiperioden begyndte, ændrede selskabet automatisk investeringen til obligationer for at kunne overholde garantien. Klager mente, at han udtrykkeligt havde aftalt fortsat aktieinvestering, og at selskabets håndtering havde kostet ham et betydeligt investeringstab. Ankenævnet tog ikke stilling til sagens realitet, men afviste den som uegnet til nævnsbehandling. Nævnet bemærkede dog, at selskabet havde hjemmel i investeringsbetingelserne til at foretage ændringen, men fandt at spørgsmålet om, hvorvidt selskabets information til klager havde været tilstrækkelig, krævede en bevisførelse, som nævnet ikke var i stand til at foretage på det foreliggende grundlag. Sagen illustrerer, at komplekse tvister om mundtlige aftaler og rådgivning omkring investeringsvalg i pensionsprodukter kan være svære at få afgjort i et ankenævn, og at sådanne sager i stedet kan kræve domstolsbehandling med mere omfattende bevisførelse.