Afvist dækning efter kollision mellem to biler og tyveri fra dem
- Selskab
- Codan
- Stikord
- kaskoforsikring · kollision · bevisbyrde · ændret forklaring · forsikringsbegivenhed
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en anmeldt kollision mellem to biler, hvor selskabet afviste at dække skaderne samt tyveri af indbogenstande fra bilerne. Klager havde kort forinden angiveligt købt den ene bil, mens den anden bil var registreret til en person med tilknytning til samme adresse som klager, og blev ført af klagers barn. Selskabet fandt sagens omstændigheder påfaldende, blandt andet fordi bilernes slutpositioner ifølge en tekniske DanCrash-rapport ikke stemte med den anmeldte hændelse, og fordi klager havde givet forskellige forklaringer om sin relation til den anden bil. Selskabet afviste desuden dækning af indbogenstandene, dels fordi indboforsikringen var opsagt med tilbagevirkende kraft på grund af urigtige oplysninger, dels fordi der ikke var ført bevis for skaden. Nævnet lagde vægt på den samlede, usædvanlige kombination af omstændigheder og fandt, at klager ikke havde bevist, at der forelå en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at det er forsikringstageren, der skal bevise, at en skade faktisk er sket som beskrevet, og at usammenhængende eller skiftende forklaringer samt tekniske uoverensstemmelser kan svække sagen afgørende. Det er derfor vigtigt at give konsistente og korrekte oplysninger fra starten af en skadesanmeldelse.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets afvisning af dækning for anmeldt kollission mellem 2 biler og stjålne indbogenstande fra bilerne. Klager anmeldte den 13/1 2023, at han den 11/1 2023 med bil 1 havde påkørt bil 2, der holdt stille for ubetinget vigepligt. Føreren af bil 2 var klagers barn. Det fremgik af skadesanmeldelsen, at klager dagen før - den 10/1 2023 - havde solgt bil 1 til tredjemand, som var medpassager i uheldet. Selskabet oplyste, at bil 1 i perioden 16/11 2022 - 5/1 2023 var registreret til virksomhed 1 med C/O-adresse på klagers adresse. Bil 1 var i perioden 5/1 2023- 11/1 2023 registreret med klagers ægtefælle som ejer og bruger. Bil 2 var i perioden fra den 18/10 2022 - 16/11 2022 indregistreret med klagers ægtefælle som ejer og bruger. Bil 2 var pr. 17/1 2023 indregistreret til virksomhed 2. Selskabet afviste i første række dækning af skaderne på bil 1 og bil 2 med henvisning til, at de begge ifølge klagers egne oplysninger tilhørte tredjemand på skadestidspunktet. Selskabet anførte i anden række, at klager ikke havde sandsynliggjort, at der var indtrådt en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Selskabet fik udarbejdet DanCrash-rapport. Selskabet afviste dækning af klagers genstande i bil 1 med henvisning til, at selskabet havde opsagt klagers indboforsikring med tilbagevirkende kraft på grund af urigtige oplysninger, og med henvisning til, at klager ikke havde bevist, at der var sket en dækningsberettigende skade på de nævnte indbogenstande. Selskabet afviste dækning af tyveri af barnets genstande i bil 2 med henvisning til, at barnet skulle anmelde kravet til egen indboforsikring. Klager anførte, at bil 1 ikke var solgt eller overdraget til køberen på skadestidspunktet,at bilernes slutpositioner efter kollissionen skyldtes, at de selv havde forsøgt at trække bilerne fri lige efter uheldet, og at DanCrash ikke havde taget højde for, at bilerne havde fået skader af træerne. Selskabet henviste til, at bilernes slutposition ifølge DanCrash ikke stemte overens med den anmeldte hændelse, at selskabet faldt det påfaldende, at to biler i et uheld, et tilfældigt afsidesliggende sted, en mørk hverdagsaften, begge havde tilknytning til samme adresse og tilmed således, at klager havde købt den skadevoldende bil 1 af skadelidte, få dage inden skaden, og at skadelidtes bil 2, som klager i øvrigt skulle købe, blev ført af en låner - klagers hjemmeboende barn, og at klager havde afgivet forskellige forklaringer om sin relation til bil 2. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at sagens omstændigheder var så særegne, at nævnet ikke havde grundlag for at kritisere selskabets afgørelse om, at klager ikke havde bevist, at der forelå en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
AUTOFORSIKRING, KASKOFORSIKRING, FÆRDSELSSKADE, ÆNDRET FORKLARING, KOLLISION, BEVIS, FORSIKRINGSBEGIVENHED
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
- Hvad sker der, hvis jeg har oplyst forkert, hvem der er fast bruger af bilen?
- Kan bilforsikringen afvise tyveri af bilen, hvis jeg har skiftet forklaring?
- Kasko og selvrisiko ved skade på egen bil: hvad dækker forsikringen, og hvad kan gå galt?
- Kan jeg klage over forsikringens afgørelse om totalskade på min bil?
Flere sager om samme emne
- BilforsikringMedhold til selskabet
Skyldspørgsmål efter påkørsel bagfra ved højresving med vigepligt
Klager var blevet påkørt bagfra, efter at hun havde foretaget et højresving, hvor hun havde ubetinget vigepligt.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Klage over for lav erstatning for stjålet bil og reservedele
Klager fik stjålet sin bil og dens reservedele i en periode i august 2025 og mente, at selskabets erstatningstilbud på 66.666 kroner var for lavt.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning efter biltyveri med nøgle i uaflåst garage
Sagen handlede om en bilejer, der fik afslag på erstatning efter tyveri af sin bil.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af styretøj, trækaksel og frontradar efter uheld
Sagen drejede sig om en bilist, der havde været involveret i et uheld, hvor hun ramte en kantsten.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for totalskadet bil efter tyveri og hærværk
Sagen handlede om en bilejer, hvis bil blev meldt stjålet og efterfølgende fundet udsat for hærværk og forsøg på ildspåsættelse ved to lejligheder.