Afvisning af erstatning for udbrændt bil på rasteplads

Sagen handlede om en bil, der brændte på en rasteplads, og hvor selskabet afviste at betale erstatning under kaskoforsikringen, fordi selskabet mente, at klager ikke havde bevist, at der var tale om en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Selskabet pegede på en række omstændigheder, der skabte tvivl, herunder at klager tidligere havde forsøgt at sælge bilen, at bilen stod over for reparationer for cirka 47.000 kroner, at klager og hans bekendte havde afgivet indbyrdes afvigende forklaringer, og at klagers telefon havde været slukket det meste af aftenen. Klager bestred dette og forklarede, at han havde købt reservedele til reparation, og at en ven ville udføre arbejdet gratis. Ankenævnet fandt, at det ikke var muligt at afgøre, hvem der havde ret, uden en mere omfattende bevisførelse med parts- og vidneforklaringer, som ikke kunne finde sted for nævnet. Sagen blev derfor afvist efter nævnets vedtægter, og en eventuel afklaring måtte i stedet ske ved domstolene. Sagen viser, at ankenævnet ikke behandler sager, hvor afgørelsen kræver detaljeret bevisbedømmelse af modstridende forklaringer, og at sådanne tvister i stedet må afgøres ved en domstol, hvor der kan føres egentlige vidneforklaringer.