Afvist klage om udbedring af etageadskillelser og lydgener efter vandskade

Sagen handlede om en udbedring efter en vandskade i en ejendom fra 1926, hvor de oprindelige etageadskillelser med lerindskud var blevet erstattet med moderne materialer som gipsplader. Klager mente, at lydforholdene i lejlighederne var blevet væsentligt forringet som følge af den valgte udbedringsmetode, og henviste til udførte lydmålinger. Selskabet mente derimod, at udbedringen var udført forsvarligt efter nutidige byggemetoder. Ankenævnet valgte at afvise sagen fra behandling, fordi den fandt, at der var for stor usikkerhed forbundet med at vurdere sagens tekniske og bevismæssige spørgsmål til, at den kunne afgøres på skriftligt grundlag alene. Nævnet pegede særligt på, at det var vanskeligt at fastslå, hvad der udgjorde et acceptabelt lydniveau, hvilken betydning eventuelle afvigelser havde for beboerne, og hvilke konkrete tiltag der i givet fald ville være nødvendige for at leve op til forsikringsselskabets forpligtelse til korrekt udbedring. Sagen viser, at ankenævnet ikke behandler tvister, hvor den nødvendige afklaring kræver mere dybtgående teknisk bevisførelse, for eksempel syn og skøn, end hvad der er muligt inden for en skriftlig klagesagsbehandling. For forbrugere betyder det, at komplekse tekniske uenigheder om håndværksmæssig kvalitet og standarder undertiden må afgøres ved domstolene i stedet.