Uenighed om tre gange selvrisiko ved rådskade i vinduesparti

Sagen handlede om, hvor mange gange et forsikringsselskab kunne trække selvrisiko fra ved en skade med råd i bundstykker på et vinduesparti bestående af tre vinduesfag. Ifølge forsikringsbetingelserne skulle der beregnes selvrisiko for hver bygningsdel. Selskabet havde trukket selvrisiko tre gange, én gang for hvert vinduesfag, mens klager mente, det burde være samme skade og dermed kun én selvrisiko, da rådskaden efter det oplyste havde bredt sig fra det ene vindue til de andre. Ankenævnets flertal gav selskabet medhold. Flertallet lagde vægt på, at hvert af de tre vinduesfag kunne udskiftes enkeltvist og var forbundet med samlestykker, og at hvert vinduesfag derfor måtte anses som en selvstændig bygningsdel efter forsikringsbetingelserne. Det forhold, at skaden i praksis kunne være opstået som én sammenhængende rådproces, ændrede ikke på dette, fordi det afgørende for beregningen af selvrisiko var definitionen af bygningsdel i vilkårene, ikke hvordan skaden rent fysisk havde udviklet sig. Sagen viser, at det er vilkårenes definitioner, der er afgørende for opgørelsen af selvrisiko, og at forsikringstagere bør være opmærksomme på, hvordan begreber som bygningsdel er defineret i deres police, da det kan få stor praktisk betydning for erstatningens størrelse ved skader, der rammer flere sammenhørende, men adskillelige dele af en bygning.