Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Kaskodækning afvist efter kollision i rundkørsel grundet grov uagtsomhed

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 104186Medhold til selskabet
Selskab
LB Forsikring
Emne
Bilforsikring alle sager af denne type
Stikord
grov uagtsomhed · færdselsskade · hastighed · bevis · rundkørsel

Hvad sagen handlede om

En yngre bilist kørte galt i en rundkørsel om natten, hvorved bilen blev totalskadet. Selskabet afviste kaskodækning med henvisning til grov uagtsomhed, fordi klager kort tid før uheldet havde kørt med omkring 110 km/t på en vej, hvor der var skiltet med 70 km/t, ubetinget vigepligt og advarsel om rundkørsel. Klager forklarede senere, at han ikke kørte så hurtigt i selve rundkørslen, og at en vandflaske havde blokeret bremsepedalen, men han ændrede undervejs sin forklaring om, hvor flasken lå. Selskabets skadekonsulent kunne ikke bekræfte, at flasken havde påvirket bremsetrykket. Nævnet lagde afgørende vægt på klagers tidsnære forklaring til politiet om, at han kørte med uændret høj hastighed frem mod rundkørslen, samt på den tydelige skiltning om fartgrænse og vigepligt. Nævnet fandt, at manglende vejbelysning ikke kunne undskylde, at klager ikke havde tilpasset sin kørsel efter forholdene, og at kørslen indebar en indlysende risiko for skade. Selskabet fik derfor medhold i afslaget. Sagen understreger, at høj hastighed i strid med skiltning og vejens forhold kan udgøre grov uagtsomhed, som fritager forsikringsselskabet for at dække skaden, og at tidsnære forklaringer til politiet tillægges stor bevismæssig vægt.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager ønsker dækning. Klager, der var født i 00'erne, kørte den 1/4 2025 klokken 23.45 galt i en rundkørsel med den følge, at bilen blev totalskadet. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klager havde handlet groft uagtsomt. Klager anførte, at han tidligere på vejen nok kørte 110 km/t, men at han ikke kørte med denne hastighed i rundkørslen, og at klagers mundtlige oplysning til politiet om, at han kørte 110 km/t skulle ses i lyset af, at han var i chok efter færdselsuheldet. Klager anførte, at der ikke var en hastighedsmåling af bilen, og at han ikke underskrev politiets afhøringsrapport. Klager anførte, at bilen havde slået "flik flak flere gange rundt", ligesom klager havde pådraget sig personskade, hvis klager, som anført af selskabet, havde kørt med 110 km/t. Klager anførte, at han forsøgte at bremse, da han så første skiltning med 70 km/t, men at bremsepedalen blev blokeret af vandflaske, som klager havde tabt forinden. Klager anførte, at den omstændighed at han ændrede forklaring om, at flasken lå foran bremsepedalen i stedet for under bremsepedalen skyldtes, at selskabets skadekonsulent vurderede, at det ikke var muligt, at flasken lå under bremsepedalen. Selskabet anførte, at den tilladte hastighed før mødet med rundkørslen var 70 km/t. Selskabet anførte, at der før mødet med rundkørslen blev skiltet med 70 km/t, at der 250 meter før rundkørslen blev skiltet med ubetinget vigepligt, og at der blev skiltet med advarsel om rundkørsel. Selskabet anførte, at det fremgik af vejafmærkning 300 meter før rundkørslen, at der skete en ændring i vejens forløb længere fremme. Selskabet anførte, at det fremgik af politiets afhøringsrapport, at klager forklarede, at han kørte med en uændret hastighed på 110 km/t frem mod rundkørslen. Selskabet anførte, at det fremgik af politirapporten, at klager kendte til rundkørslen. Selskabet har anført, at det forhold, at rundkørslen ikke var belyst, ikke ændrede på, at klager udviste en adfærd, der kan betegnes som grov. Selskabet anførte, at deres skadekonsulent forsøgte at genskabe scenariet, hvor klager forklarede, at flaske blokerede for bremsepedal, men at skadekonsulenten konkluderede, at bremsetryk og bremsepåvirkning ikke blev påvirket af flasken. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde afvist dækning med henvisning til, at skaden skyldtes klagers grove uagtsomhed. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af fotografier, at der frem mod rundkørslen tydeligt var skiltet med ubetinget vigepligt, tavle med advarsel om rundkørsel og tilladt hastighed på 70 km/t, og at klager havde kørt med en hastighed, som åbenbart ikke var tilpasset forholdene, hvorfor klagers kørsel har indebåret en indlysende fare for skade på bilen. Det fremgik af politiets afhøringsrapport, at klager tidsnært efter uheldet forklarede, at han kørte frem mod rundkørslen med uændret fart på ca. 110 km/t, hvor den tilladte hastighed var 70 km/t. Den omstændighed, at vejbelysningen ikke var tændt, kunne efter nævnets vurdering ikke begrunde, at der ikke var tale om grov uagtsomhed, idet man efter færdselsloven havde pligt til at tilpasse sin kørsel efter forholdene. Nævnet bemærkede, at selskabets skadekonsulent vurderede, at skaden ikke skyldtes, at flaske havde blokeret for bremsepedalen som anført af klager. Selskab medhold.

Resultat

SELSKAB MEDHOLD

Søgeord

ULYKKESFORSIKRING, GROV UAGTSOMHED, FÆRDSELSSKADE, KOLLISION, BEVIS

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne