Afslag på kaskodækning efter uheld ved brug af skærm under kørsel
- Selskab
- Forsia Forsikring
- Lovhenvisninger
- forsikringsaftaleloven § 32
- Stikord
- grov uagtsomhed · kaskoforsikring · trafikulykke · advokatomkostninger · uopmærksomhed
Hvad sagen handlede om
Sagen drejede sig om en bilist, der kørte galt på motorvejen efter at have betjent bilens skærm, mens han overhalede i et område med vejarbejde. Han mistede herredømmet over bilen ved en hastighed på ca. 120 km/t i en zone, hvor den tilladte hastighed var 80 km/t, og bilen blev totalskadet. En landsret fandt, at han havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og han blev idømt bøde samt betinget frakendelse af kørekortet. Forsikringsselskabet afviste at dække skaden med henvisning til grov uagtsomhed, og Ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet lagde afgørende vægt på, at klager ifølge sin egen forklaring i landsretten brugte relativt lang tid på at finde et podcastafsnit på skærmen, mens han samtidig foretog en overhaling, og at der havde været tydelig forudgående skiltning om vejarbejde og hastighedsnedsættelse, som gav ham tid og mulighed for at tilpasse sin kørsel. Samlet set fandt nævnet, at adfærden indebar en så indlysende fare for skade, at den måtte betegnes som groft uagtsom, og at klager derfor heller ikke havde krav på dækning af sine advokatomkostninger. Sagen viser, at brug af skærme eller andet udstyr i bilen under kørsel, særligt i områder med vejarbejde og hastighedsbegrænsninger, kan medføre, at kaskoforsikringen bortfalder som følge af grov uagtsomhed.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afslag på dækning. Klager anmeldte den 17/6 2022, at han samme dag omkring kl. 7.25 kørte galt i et solouheld på motorvej, da han mistede herredømmet over bilen og ramte afspærringsmateriel og efterfølgende påkørte autoværn. Klagers bil blev totalskadet. Landsretten fandt, at klager havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og han blev idømt en bøde på 2.500 kr. samt betinget frakendelse af førerretten i 3 år. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klager havde handlet groft uagtsomt. Klager anførte, at han i et kort moment betjente bilens skærm, så han overså vejarbejde i 2. vognbane og med en hastighed på ca. 120 km/t påkørte vejafmærkningsmateriel. Klager anførte, at uheldet opstod som følge af et kort øjebliks uopmærksomhed, hvilket højst kunne karakteriseres som simpelt uagtsomt. Klager anførte, at landsretten fandt, at han ikke førte sin bil på en særlig hensynsløs måde. Klager anførte, at han ikke betjente skærmen i mere end 12-13 sekunder, hvor han skiftevis kiggede på skærmen og vejen. Klager anførte, at ulykken strakte sig over ca. 1 kilometer ud af en samlet køretur på 138 kilometer, hvilket understøttede, at der var tale om et øjebliks uopmærksomhed. Klager anførte, at sagens karakter og lange forløb gør, at selskabet skulle afholde rimelige advokatudgifter i henhold til forsikringsaftalelovens § 32. Selskabet anførte, at landsretten fandt, at klager betjente skærmen i en periode på 30 sekunder, hvilket understøttede, at klager ikke betjente skærmen i et kort øjeblik. Selskabet anførte, at landsretten fandt, at klager førte bilen med 120 km/t i et område med vejarbede, hvor den tilladte hastighed var 80 km/t. Selskabet anførte, at den omstændighed, at ulykken strakte sig over ca. 1 kilometer ud af en samlet køretur på 138 kilometer ikke udgør en formildende omstændighed, da man som bilist skal udvise den påkrævede agtpågivenhed under hele køreturen. Selskabet anførte, at klager i interview med selskabet den 23/6 2022 oplyste, at han kørte strækningen hver morgen, og at han var bekendt med, at der var vejarbejde. Selskabet anførte, at de ikke var forpligtet til at dække klagers advokatudgifter, da advokatens involvering ikke havde bidraget til et mere gunstigt resultat for klager, og da advokaten kontaktede selskabet mere end 2 år efter skadedatoen. Nævnet fandt efter en helhedsvurdering af hændelsesforløbet, at klagers adfærd indebar en så indlysende fare for skade, at adfærden måtte betegnes som groft uagtsom. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at pålægge selskabet at yde dækning for klagers advokatomkostninger. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at landsretten fandt, at klager ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved at tilsidesætte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Nævnet lagde også vægt på, at det fremgik af klagers forklaring i landsretten, at han brugte relativ lang tid på at finde podcastafsnittet på bilskærmen, mens han foretog en overhaling. Nævnet vurderede, at klager ved den forudgående skiltning om vejarbejde/indsnævring/hastighedsnedsættelse og de udlagte kegler/plader havde haft tid og mulighed for at tilpasse sin kørsel efter forholdene, hvilket underbyggede, at klagers adfærd ikke var udtryk for et kort øjebliks uopmærksomhed. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
KASKOFORSIKRING, GROV UAGTSOMHED, ADVOKAT, FÆRDSELSSKADE, KOLLISION
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
- Hvad sker der, hvis jeg har oplyst forkert, hvem der er fast bruger af bilen?
- Kan bilforsikringen afvise tyveri af bilen, hvis jeg har skiftet forklaring?
- Kasko og selvrisiko ved skade på egen bil: hvad dækker forsikringen, og hvad kan gå galt?
- Kan jeg klage over forsikringens afgørelse om totalskade på min bil?
Flere sager om samme emne
- BilforsikringMedhold til selskabet
Skyldspørgsmål efter påkørsel bagfra ved højresving med vigepligt
Klager var blevet påkørt bagfra, efter at hun havde foretaget et højresving, hvor hun havde ubetinget vigepligt.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Klage over for lav erstatning for stjålet bil og reservedele
Klager fik stjålet sin bil og dens reservedele i en periode i august 2025 og mente, at selskabets erstatningstilbud på 66.666 kroner var for lavt.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning efter biltyveri med nøgle i uaflåst garage
Sagen handlede om en bilejer, der fik afslag på erstatning efter tyveri af sin bil.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af styretøj, trækaksel og frontradar efter uheld
Sagen drejede sig om en bilist, der havde været involveret i et uheld, hvor hun ramte en kantsten.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for totalskadet bil efter tyveri og hærværk
Sagen handlede om en bilejer, hvis bil blev meldt stjålet og efterfølgende fundet udsat for hærværk og forsøg på ildspåsættelse ved to lejligheder.