Stop af udbetaling for tab af erhvervsevne trods skånehensyn i job

Sagen omhandlede en klager, der blev sygemeldt i 2016 på grund af stress og depression og efterfølgende mistede sit arbejde. Han fik i en periode dækning for tab af erhvervsevne, men selskabet overgik senere til en vurdering af hans generelle erhvervsevne og stoppede udbetalingerne. Klager havde i mellemtiden fundet arbejde hos en udenlandsk virksomhed, hvor han gradvist øgede sin arbejdstid til 15-18 timer om ugen med en række skånehensyn som nedsat tid, pauser og mulighed for hjemmearbejde. Han blev senere bevilget fleksjob, men mistede retten hertil, fordi hans ansættelse var hos en udenlandsk arbejdsgiver. Klager mente, at hans koncentrationsbesvær og træthed fortsat begrundede erstatning, men selskabet fastholdt, at han ikke havde dokumenteret, at hans helbred var uforeneligt med at arbejde mindst halv tid med de rette hensyn. Ankenævnet fandt, at klager ikke havde løftet bevisbyrden for, at hans generelle erhvervsevne var nedsat i det omfang, forsikringen krævede. Sagen illustrerer, at det ved uføredækning er klageren, der skal bevise en varig og tilstrækkelig nedsættelse af den generelle erhvervsevne, og at faktisk udført arbejde kan tale imod et sådant krav.