Tvist om sumfri dækning ved genopførelse efter brand efter lynnedslag

Sagen handlede om en bygning, der brændte efter et lynnedslag i 2013, og hvor der var uenighed om, hvorvidt genopførelsen skulle ske med fuld dækning uden sumbegrænsning. Selskabet mente, at den sumløse dækning for genopførelse efter oprindelige metoder kun gjaldt, hvis Slots- og Kulturstyrelsen konkret stillede krav om det, mens klager mente, at dækningen gjaldt, blot der blev genopført med byggematerialer og metoder svarende til det oprindelige. Ankenævnet bemærkede først, at forsikringsbetingelserne kunne have været formuleret klarere, og at det følger af almindelige fortolkningsprincipper samt aftalelovens regler for forbrugerforhold, at selskabet bærer risikoen for uklarhed i egne betingelser. Nævnet fandt, at der ikke var tilstrækkeligt belæg for selskabets fortolkning om, at de to relevante klausuler skulle læses sammen, da dette ikke fremgik af ordlyden, policen eller betingelserne generelt. I stedet fandt nævnet, at klausulen om genopførelse gav ret til fuld dækning, når der blev bygget med tilsvarende materialer og metoder som det nedbrændte, uden krav om, at Slots- og Kulturstyrelsen skulle have stillet et konkret krav. Klager fik derfor medhold. Sagen viser, hvordan uklare forsikringsbetingelser fortolkes til gunst for forbrugeren, og at det er vigtigt for selskaber at formulere sumbegrænsninger og undtagelser med stor præcision.