Afvist erstatning for knæskade på grund af forældelse af krav

Klager anmeldte en knæskade i januar 2017, og selskabet anerkendte ulykken samme måned og bad klager melde tilbage omkring årsdagen, hvis han fortsat havde gener. Klager henvendte sig først igen i marts 2020, og selskabet afviste kravet med henvisning til, at det var forældet. Klager mente, at der ikke var indtrådt forældelse, fordi hans sene henvendelse skyldtes en anvisning, han havde fået telefonisk fra selskabet i juni 2017. Selskabet fastholdt, at den treårige forældelsesfrist skulle regnes fra anerkendelsen af skaden i januar 2017, og at det ikke var dokumenteret, at der var indgået en aftale om, at fristen skulle suspenderes, eller at selskabet havde givet afkald på at gøre forældelse gældende. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse.

Sagen illustrerer, at forældelsesfristen i forsikringssager løber uafhængigt af mundtlige anvisninger, hvis der ikke kan føres bevis for, at der er indgået en konkret aftale om at afbryde eller suspendere fristen. Det er afgørende, at eventuelle aftaler om senere opfølgning dokumenteres skriftligt. For forsikringstagere er lærdommen, at man bør sikre sig skriftlig bekræftelse på aftaler om frister og opfølgning, og at man ikke bør vente for længe med at følge op på en sag, selv hvis man er blevet bedt om at afvente udviklingen i sine gener.