Uenighed om erstatning for brandskadet gulv i dødsbo

Sagen drejede sig om erstatning for brandskader på et gulv i en bolig, der tilhørte et dødsbo. Boet fremlagde et tilbud på udbedring, mens selskabet indhentede et lavere kontroltilbud. Da boligen skulle sælges, og en eventuel ny ejer kunne ønske et andet gulv, tilbød taksator i stedet en kontanterstatning opgjort til dagsværdi, hvilket betød et fradrag for slid og ælde i forhold til prisen på et nyt gulv. Boet mente, at det havde fået tilsagn om et højere beløb svarende til hele udbedringsprisen uden moms, fordi boet ikke var momspligtigt, og krævede derfor et yderligere beløb udbetalt. Selskabet fastholdt, at det udbetalte beløb var korrekt opgjort som 80 procent af nyværdien, altså med et fradrag for slid og ælde, og at der ikke var tale om et momsfradrag. Nævnet vurderede, at taksators kommunikation kunne have været klarere, men fandt ikke, at boet var blevet stillet i udsigt et højere beløb end det udbetalte. Nævnet kunne derfor ikke kritisere selskabets opgørelse. Sagen viser, at forsikringstagere bør være opmærksomme på forskellen mellem nyværdierstatning og dagsværdierstatning, særligt når en genstand ikke udskiftes, og at uklar kommunikation fra taksator ikke i sig selv skaber ret til en højere erstatning.