Uenighed om erstatning for stormskade på skifertag

Sagen handlede om en tvist om erstatningens størrelse efter en stormskade på et skifertag. Selskabet mente, at ikke alle skader på taget skyldtes den anmeldte storm, og henviste til tidligere storme samt mulige konstruktionsfejl i form af utilstrækkelig afstivning af taget. Selskabet dækkede derfor kun skader i det område, hvor en løsreven taghætte havde ramt taget. Klager mente, at hele taget var beskadiget, henviste til dronefotos, der viste flere skader og løse skifersten, og fremlagde en ingeniørrapport, der afviste, at taget var utilstrækkeligt afstivet. Ankenævnet fandt, at selskabet ikke havde bevist, at taget var mangelfuldt afstivet, men vurderede samtidig, at klager ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var krav på erstatning ud over de 96.280 kroner, som selskabet allerede havde tilbudt. Nævnet lagde vægt på, at det var uklart, i hvilket omfang skaderne skyldtes storme før forsikringens ikrafttræden, samt hvorvidt visse mærker på skifersten reelt skyldtes stormskader. Sagen viser, at bevisbyrden for skadens omfang og årsag er central i stormskadesager, og at usikkerhed om skadernes tidsmæssige oprindelse kan begrænse erstatningen.