Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Stop af udbetaling ved tab af erhvervsevne efter stress

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 104298Medhold til selskabet
Selskab
Velliv
Emne
Tab af erhvervsevne alle sager af denne type
Stikord
erhvervsevnetab · præmiefritagelse · seniorpension · kognitive symptomer · bevisbyrde

Hvad sagen handlede om

Sagen handlede om en kvinde, der efter en stressrelateret sygemelding fik udbetalt midlertidige ydelser og præmiefritagelse fra sin forsikring på grund af nedsat erhvervsevne. Hun blev senere tilkendt seniorpension, og en neuropsykolog vurderede, at hun havde en langvarig belastningstilstand. Selskabet stoppede alligevel udbetalingerne, fordi det vurderede, at hendes generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen målt op mod det brede arbejdsmarked. Kunden mente, at afgørelsen stred imod den neuropsykologiske vurdering. Ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet fandt det korrekt, at selskabet overgik til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da det ikke længere var muligt for kunden at vende tilbage til sit tidligere job. Ved gennemgang af de lægelige og kommunale oplysninger fandt nævnet, at der ikke var beskrevet helbredsmæssige gener, som var uforenelige med at arbejde på halv tid i et erhverv med de rette skånehensyn. Den neuropsykologiske undersøgelse viste normale resultater på næsten alle områder, og der var ikke tegn på demens eller depression. Nævnet understregede, at det at få tilkendt seniorpension ikke i sig selv beviser, at erhvervsevnen er nedsat til det niveau, forsikringen kræver. Sagen viser, at forsikringsselskabers vurdering af erhvervsevnetab bygger på en selvstændig helbredsmæssig vurdering, uafhængig af offentlige ydelser som seniorpension.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager over afslag på fortsat dækning af tab af erhvervsevne. Klager, som var født i 1960'erne og som havde et administrativt arbejde, blev sygemeldt den 11/2 2021 grundet stress. Hun havde depressive symptomer og hukommelsesproblemer. Klager fratrådte sit arbejde den 1/3 2022 og overgik til jobafklaringsforløb den 21/4 2022. Klager blev tilkendt seniorpension pr. 1/1 2024. Neuropsykolog vurderede den 27/6 2024, at klager havde en langvarig belastningstilstand. Selskabet udbetalte midlertidige ydelser og ydede præmiefritagelse fra 1/7 2021 til 1/2 2025, hvor selskabet stoppede ydelserne med henvisning til, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med halvdelen. Klager ønskede fortsat dækning. Klager anført bl.a., at selskabets afgørelse var i direkte modstrid med den neuropsykologiske vurdering. Selskabet anførte bl.a., at der ikke forelå helbredsmæssig dokumentation for, at klager ikke skulle kunne arbejde og tjene mere end halvdelen i et job med de rette skånehensyn på det brede arbejdsmarked. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere, at selskabet pr. 1/2 2025 var overgået til en vurdering af klagers generelle erhvervsevne, idet det på dette tidspunkt ikke længere skønnedes muligt for klager at vende tilbage til sit hidtidige erhverv. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at hendes generelle helbredsmæssige erhvervsevne var nedsat med halvdelen pr. 1/2 2025. Nævnet lagde bl.a. vægt på sagens lægelige og kommunale oplysninger, hvori der ikke var beskrevet helbredsmæssige gener, som efter nævnets vurdering var uforenelige med varetagelsen af et erhverv på det brede arbejdsmarked på halv tid, hvis der i jobfunktionen toges behørigt hensyn til klagers skånehensyn. Det fremgik af neuropsykologisk erklæring af 27/6 2024, at klager havde en langvarig belastningstilstand. Ved den kliniske undersøgelse var der ikke mistanke om sværere hukommelses- eller koncentrationsvanskeligheder, og klager fremstod kognitivt upåfaldende. Hun blev dog udtrættet efter to timers undersøgelse. Neuropsykologisk testning viste normale forhold indenfor samtlige domæner, dog var koncentrationen dårligere end forventet, men ikke sikkert reduceret. Det fremgik også, at klager ikke viste tegn på demens eller depression. Nævnet bemærkede, at tilkendelse af seniorpension ikke i sig selv gav en formodning for, at erhvervsevnen var nedsat til halvdelen. Selskab medhold.

Resultat

SELSKAB MEDHOLD

Søgeord

ERHVERVSEVNETAB, KOGNITIVE SYMPTOMER, VARIG, SENIORPENSION

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne