Afslag på dækning af ny tandskade efter gammel ulykkesskade fra barndom

Sagen handlede om en mand, der som barn i 2001 slog sine tænder og fik anerkendt skaden hos sit forsikringsselskab. Mange år senere, i 2024, fremsendte han et behandlingsoverslag vedrørende en anden tand og ønskede dette dækket som følge af den gamle skade. Selskabet afviste kravet, fordi de vurderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem den oprindelige skade og det nye behandlingsbehov. Klageren pegede på, at hans egen tandlæge så en sammenhæng, men selskabet havde indhentet en ekstern tandlægevurdering, som ligesom selskabets egen konsulent ikke fandt sammenhæng. Ankenævnets flertal fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse og gav selskabet medhold. Sagen viser, at det ved ulykkesforsikring er afgørende, at der kan påvises en klar medicinsk årsagssammenhæng mellem den oprindelige skade og et senere behandlingsbehov, for at dette kan dækkes. Uenighed mellem behandlere om årsagssammenhæng vil typisk blive afgjort på baggrund af en samlet vurdering af den lægefaglige dokumentation, og selskabets egne konsulentudtalelser tillægges betydelig vægt, når de understøttes af en uafhængig ekstern vurdering. For forbrugere er læren, at lang tid mellem skade og krav kan gøre det vanskeligere at bevise sammenhæng, og at det er en fordel at sikre løbende dokumentation af skadens udvikling.