Afslag på erstatning for kritisk sygdom efter meningitis

Sagen omhandlede en klage over afslag på erstatning under en forsikring for kritisk sygdom, efter at klager var blevet diagnosticeret med meningitis. Selskabet afviste udbetaling med henvisning til, at klager ikke opfyldte forsikringsbetingelsernes krav om vedvarende neurologiske følger svarende til en bestemt mengrad, i dette tilfælde mindst 15 procent. Ankenævnet gennemgik de lægelige journaler og fandt, at klager ikke havde bevist et sådant varigt mén. Nævnet lagde vægt på, at flere neurologiske undersøgelser viste normale resultater, og at klager var i bedring både klinisk og på undersøgelser. En neuropsykologisk undersøgelse pegede på, at klagers symptombillede ikke entydigt kunne forklares af følger efter meningitis, og der var ingen lægelig dokumentation for, at klager havde fået diagnosen ME som følge af sygdommen. Nævnet bemærkede desuden, at klager gennem flere år forud for meningitisdiagnosen havde haft uforklarede neurologiske symptomer og smerter, hvilket gjorde det vanskeligere at fastslå en klar årsagssammenhæng. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at det ved forsikringer for kritisk sygdom er afgørende, at man kan dokumentere en direkte og tilstrækkeligt alvorlig følgevirkning af den anmeldte sygdom for at opnå erstatning, og at forudbestående eller uforklarede symptomer kan vanskeliggøre denne bevisførelse.