Strid om mengrad og renter efter skulderskade ved fald

Sagen handlede om en kvinde, der faldt og skadede sin højre skulder, og som efterfølgende fik afslag på yderligere erstatning for varigt men. Hun ønskede en højere mengrad end de 5 procent, selskabet havde fastsat, samt forrentning af sit krav fra det tidspunkt, hvor selskabet første gang gav afslag. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist en mengrad over 5 procent, og lagde her afgørende vægt på en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som også vurderede mengraden til 5 procent. På spørgsmålet om forrentning fik klager derimod delvist ret. Nævnet vurderede, at selskabet cirka 12 måneder efter klagers skulderoperation burde have haft tilstrækkeligt lægeligt materiale til at kunne fastsætte mengraden, og at selskabet derfor skulle betale renter fra et tidligere tidspunkt end det, selskabet selv havde lagt til grund. Sagen viser, at mengradsvurderinger ofte baseres på lægelige og myndighedsmæssige vurderinger, som er svære at anfægte uden ny dokumentation. Samtidig viser sagen, at selskaber har en pligt til at behandle sager inden for rimelig tid, og at forsinket sagsbehandling kan udløse krav på renter, selv om selve erstatningsbeløbet ikke ændres.