Stop af erstatning ved erhvervsevnetab efter skinnebensbrud

Sagen handlede om en kvinde, der efter et skinnebensbrud fik afslag på fortsat udbetaling af forsikringsydelser ved tab af erhvervsevne. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser og præmiefritagelse i en periode, men stoppede udbetalingerne, da man vurderede, at hendes generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen. Klager mente, hun fortsat var berettiget til dækning, blandt andet fordi hun kun kunne arbejde nogle få timer om ugen med skånehensyn. Nævnet lagde vægt på, at klagers tilstand ifølge lægelige oplysninger var stationær, og at hun ifølge det lægelige og kommunale materiale ikke havde helbredsmæssige gener, der forhindrede hende i at arbejde halvt på det brede arbejdsmarked, hvis der blev taget de nødvendige skånehensyn. Der blev også lagt vægt på, at klager selv havde oplyst, at et stillesiddende job ville være ideelt, men at hun manglede kompetencer til det - hvilket ikke ændrede vurderingen af hendes erhvervsevne. Nævnet fandt derfor, at klager ikke havde løftet bevisbyrden for en varig nedsættelse på mindst halvdelen, og gav selskabet medhold. Sagen viser, at det er den forsikredes ansvar at dokumentere en varig og betydelig nedsættelse af erhvervsevnen, og at vurderingen sker ud fra det brede arbejdsmarked, ikke kun tidligere beskæftigelse.