Afslag på byggeskadeforsikring for utæt tag med fygesne og vandskade
- Selskab
- AmTrust
- Stikord
- byggeskade · fygesne · tag · undertag · fuglegitter · dokumentation
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en byggeskadeforsikring, hvor klager havde fået afslag på dækning efter at have anmeldt utæt tag med fygesne, som havde forårsaget vandindtrængning i stue, alrum og køkken. Ejendommen var opført i 2016 med en tagløsning uden undertag, hvilket krævede særlig omhu ved tætning af rygning og tagfod. Klager krævede dækning af tætning ved rygningen, taghætter og udbedring af følgeskader. Nævnet gennemgik sagen og fandt, at der var bevis for byggeskade eller nærliggende risiko herfor ved rygningen, da der ikke var anvendt korrekt rygningsbånd i henhold til monteringsvejledningen, hvilket bekræftedes af en byggeteknisk gennemgang og selskabets egen taksatorrapport. Nævnet fandt også, at brugen af fuglegitter i stedet for fugleklodser ved tagfoden udgjorde en nærliggende risiko for skade, da fotografier viste fygesne ved tagfoden. Selskabet skulle derfor genoptage sagsbehandlingen for disse to forhold. Derimod fandt nævnet ikke, at klager havde bevist, at tætningen omkring taghætterne udgjorde en byggeskade, da der ikke var påvist brud, lækage eller anden væsentlig svækkelse. Sagen viser, at det er afgørende for forbrugeren at kunne dokumentere tekniske mangler med konkrete beviser som fotos og fagfolks vurderinger, og at monteringsvejledninger kan få stor betydning for udfaldet af en byggeskadesag.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets afslag på dækning. Den forsikrede ejendom var opført i 2016. Den 14/1 2024 anmeldte klager, at "ifm. den nylige snestorm er der konstateret utæt tag, dvs. fygesne på loftet. Sneen er trængt ind 1) via tagrygningen, 2) omkring udtag til ventilation/emhætte samt 3) op under udhænget mod øst", at "skaden er forsøgt begrænset ved at fjerne synlig fygesne på loftet", og at "ifm. tøbrud er der dog alligevel konstateret indtrængende vand i stue, alrum og køkken. Der er således opsamlet 1- 1,5 L vand, der er dryppet ned". Klager ønskede, at selskabet dækkede "tætning af tag (rygningsbånd; tætning omkring taghætter; montering af evt. manglende fugleklodser)" og "udskiftning af misfarvede troldtekt-plader i stue". Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet, at klager havde bevist, at det anmeldte forhold vedrørende rygningen udgjorde en byggeskade eller nærliggende risiko for byggeskade i forsikringsbetingelsernes forstand. Selskabet skulle på den baggrund genoptage sagsbehandlingen med henblik på at opgøre erstatningen hertil samt til udbedring af følgeskader i stuen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at ejendommen var opført med en tagløsning, der blev lagt uden undertag, og at det fremgik af monteringsvejledningen, at der derfor var områder, der skulle vises særlig opmærksomhed omkring med henblik på slagregns- og fygesnestætning herunder ved rygningen. Nævnet lagde videre vægt på, at det af byggeteknisk gennemgang af tagkonstruktion af 24/10 2024 indhentet af klager bl.a. fremgik, at "Taget har gennem flere årstider vist sig ikke at være tilstrækkeligt. Vedhæftede billeder (med sne) er kundens, der har dokumenteret fygesne på loftsrummet. .. Her ses der sne i kippen. Vurdering at der ikke er brugt egnet rygningsbånd som kan formes ned mod tagstenene. Ifølge montagevejledning fra B og C Danflock, skal der bruges Metalroll. … Konsekvenser: Ved forkert valg af rygningsbånd, er dette desværre resultatet." Nævnet havde også lagt vægt på, at det fremgik af selskabets taksatorrapport, at "skadesårsagen til vandindtrængen i stue lofter skyldes indtrængning af fygesne gennem rygning grundet vejrlig", og at "fygesneen er trængt ind gennem det ventilerede rygningsbånd under rygningen. Fygesneen er tøet op, og dermed forårsaget vandindtrængen i lofter". Nævnet lagde videre vægt på de fremlagte fotografier, og at det på baggrund af disse og ovenstående måtte lægges til grund, at taget ved rygningen ikke var udført på en måde, der sikrede tagets tæthed. Hvad angik fuglegitter/fugleklodser ved tagfod fandt nævnet, at klager havde bevist, at det udgjorde en nærliggende risiko for skade på overtagelsestidspunktet, at der var anvendt fuglegitter i stedet for fugleklodser ved tagfod. Selskabet skulle derfor genoptage sagsbehandlingen med henblik på at opgøre erstatningen til at montere fugleklodser, og herunder afgøre om udgiften oversteg selvrisikoen. Nævnet lagde blandt andet vægt på de fremlagte fotografier, der viste, at der var anvendt fuglegitter ved tagfod i stedet for - som anvist i monteringsvejledningen for det konkrete tag, som var uden undertag - fugleklodser. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af de i sagen fremlagte fotos måtte lægges til grund, at der var kommet fygesne ind ved tagfoden. Hvad angik taghætter fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at der var forhold omkring tætningen ved aftrækshætter, der udgjorde byggeskade eller nærliggende risiko herfor i forsikringsbetingelsernes forstand. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at klager ikke havde godtgjort brud, lækage, deformering, ødelæggelse eller svækkelse, som var væsentlig, eller andre fysiske forhold, der på afgørende måde nedsatte brugbarheden af ejendommen som følge af den måde tætningen omkring aftrækshætter var udført, eller at der var nærliggende risiko herfor. Klager delvist medhold.
Resultat
DELVIS MEDHOLD
Søgeord
TAG, LOFT, BYGGESKADEFORSIKRING
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- HusforsikringMedhold til klager
Uenighed om udbedring af køkkenfronter efter rørbrud
Sagen handlede om en vandskade i et 17 år gammelt køkken, hvor et rørbrud havde ødelagt elementer med lyse bøgetræsfronter, som ikke længere kunne fås fra …
- HusforsikringMedhold til selskabet
Afslag på udskiftning af alle rør i badeværelse efter vandskade
Sagen handlede om omfanget af dækning efter en anmeldt vandskade, hvor der var konstateret en utæthed i et rør på et badeværelse.
- HusforsikringMedhold til selskabet
Byggeskadeforsikring afviste dækning som følge af forældelse
Sagen omhandlede krav om dækning for byggeskader i et hus, klager havde overtaget som nyt i 2015.
- HusforsikringMedhold til klager
Uenighed om erstatning for vandskade i kælder fra utæt stikledning
Sagen handlede om en vandskade i en kælder, som opstod ved en stikledning, og hvor der var uenighed om erstatningens størrelse.
- HusforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af gulv og etageadskillelse ved byggeskade
Sagen drejede sig om en byggeskadeforsikring tegnet i forbindelse med opførelse af en bygning i 2011.