Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Afslag på sygdomsdækning efter parkinsondiagnose grundet karenstid

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 101559Medhold til selskabet
Selskab
Tryg Forsikring
Emne
Sundhedsforsikring alle sager af denne type
Stikord
karenstid · forudbestående symptomer · parkinson · forsikringsbetingelser

Hvad sagen handlede om

Klager fik en personforsikring med sygdomsdækning, hvor karensperioden udløb kort efter tegningen. Senere blev han diagnosticeret med parkinson, og selskabet afviste dækning, fordi symptomerne ifølge journaloplysninger var opstået, før forsikringen trådte i kraft eller inden for de første to måneder derefter. Klager mente, at hverken han selv, hans ægtefælle eller lægen havde bemærket symptomer i den relevante periode, og at journaloplysninger om dette var forkerte. Ankenævnet fandt, at det afgørende ikke var, om klager vidste, hvilken sygdom han havde, men om han var bekendt med symptomerne. Nævnet lagde vægt på journaloplysninger om nedsat medsving af den ene arm og oplysninger om nedsat lugtesans i flere år, som begge kan være tidlige tegn på parkinson. På den baggrund fandt nævnet, at selskabets afvisning var berettiget. Sagen viser, at forsikringsselskaber kan afvise dækning, hvis symptomer på en sygdom kan spores tilbage til før eller kort efter forsikringens ikrafttræden, uanset om kunden selv har erkendt symptomerne som tegn på en bestemt sygdom. Det understreger vigtigheden af at være opmærksom på tidlige symptomer ved tegning af sundhedsforsikringer.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager over afslag på dækning efter diagnose parkinson. Klager tegnede den 8/6 2021 personforsikring med sygdomsdækning. Karensperioden udløb den 8/8 2021. Den 23/1 2022 anmeldte klager, at han den 13/12 2021 blev diagnosticeret med parkinson, og at han mærkede de første symptomer den 5/11 2021. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at symptomerne på parkinson var til stede, før forsikringen trådte ikraft. Klager anførte, at hverken han selv, hans kone eller hans læge havde bemærket symptomer inden udløb af karensperioden. Klager anførte, at det var forkert, at det stod i journalen af 13/12 2021, at klagers kone havde bemærket symptomer inden for de seneste 6 måneder, idet det fremgik af hendes dagbog, at hun først bemærkede klagers medsving af den ene arm den 30/8 2021. Nævnet bemærkede, at det efter forsikringsbetingelsernes ordlyd ikke var afgørende om klager havde haft viden om hvilken sygdom han havde haft, så længe han var vidende om symptomerne. Nævnet henviste til sagerne 93489, 96091 og 99896. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde afvist dækning med henvisning til, at klagers symptomer på parkinson havde vist sig før eller inden for de første 2 måneder efter, at forsikringen var trådt i kraft. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at nedsat medsving af den ene arm kunne være et symptom på parkinson, og at det fremgik af journalen af 13/12 2021, at klagers ægtefælle oplyste, at klager havde haft nedsat medsving, som ind i mellem over de sidste 6 måneder holdtes flekteret i albuen. Nævnet bemærkede, at det fremgik af hospitalsjournalen, at klager havde haft dårlig lugtesans i nogle år, og at sanseforstyrrelser, såsom nedsat lugtesans, kunne være et symptom på parkinson. Selskab medhold.

Resultat

SELSKAB MEDHOLD

Søgeord

SYGDOM, KARENSTID, FORSIKRINGSBETINGELSER

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne