Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Uenighed om udbedring efter oversvømmelse med kloakvand

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 100987Medhold til klager
Selskab
Alm. Brand
Emne
Husforsikring alle sager af denne type
Stikord
vandskade · kloakvand · erstatningsopgørelse · genhusning · udbedringsmetode

Hvad sagen handlede om

Sagen handlede om en oversvømmelse med kloakvand, der ramte badeværelse, garage, gang og delvist stue. Klager og selskabet var uenige om, hvor omfattende skaden var, og hvordan den skulle udbedres. Selskabet havde først kun ville erstatte en begrænset udbedring, men efter nye billeder blev fremlagt, anerkendte selskabet flere udgifter. Nævnet lagde afgørende vægt på, at oversvømmelsen skete med sort spildevand, som medfører sundhedsrisici og derfor kræver en mere grundig udbedring end almindelig rensning. Fotos viste spor af vandpåvirkning under trægulvene, hvilket nævnet fandt bekræftede, at den hidtidige udbedring ikke havde været tilstrækkelig. Nævnet bestemte, at selskabet skulle betale for en uvildig sagkyndig undersøgelse, og at erstatningen skulle følge dennes anbefalinger, herunder eventuel udskiftning af gulve hvis rensning ikke var forsvarlig. Selskabet skulle også dække genhusning og flytteudgifter, hvis det blev nødvendigt. Nævnet afviste dog krav om yderligere kompensation for selskabets sagsbehandling. Sagen viser, at forsikringstagere ved forurenede vandskader bør insistere på en grundig og fagligt korrekt udbedring, og at dokumentation som fotos kan være afgørende for at få ret i en klagesag.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager over selskabets erstatningsopgørelse. Klager anmeldte, at der natten til den 20/12 2022 var sket et brud eller en forstoppelse på den offentlige afløbsledning ude i vejen, der betød, at der kom kloakvand op fra gulvafløbet på badeværelset, der løb ud fra badeværelset til garagen, gangen og delvist ind i stuen. Skadesservicefirma 2 opstillede affugter, foretog ekstra bygningsrengøring og udførte fugtmåling og omfangsvurdering den 29/12 2022. Klager og selskabet var uenige om skadesomfang og udbedringsmetode. Efter sagen var blevet indbragt for nævnet, havde selskabet oplyst, at der var fremlagt billeder, som var nye for selskabet. Selskabet havde på den baggrund anerkendt udgifterne til udbedringen af skaderne på stuegulvet og bedt klager om at redegøre for de timer klager havde brugt på at rydde stuegulvet, optage gulvet, samt rengøre trægulvet i haven. Klager skulle ligeledes indsende faktura for [firma med speciale i fugt]. Selskabet ville herefter vurdere kravets størrelse og udbetale erstatning herfor inkl. renter. Klager ønskede at få udbedret skaderne fra oversvømmelsen i sin helhed og oplyste, at der stadig manglede områder, hvor klager ikke havde haft mulighed for at gøre det selv. Det fremgik af sagen, at klagers hus i betydelig grad havde været oversvømmet af sort spildevand. Nævnet havde ikke grundlag for at konkludere, at selskabet ikke før ankenævnssagen havde haft viden om, at oversvømmelsen skete med sort spildevand. Nævnet fandt, at oversvømmelse med sort spildevand indebar sundhedsmæssige risici, som fordrede omhyggelighed ved skadesudbedring. Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet, at klager havde bevist, at den skadesudbedring, som selskabet havde ydet erstatning for, havde været utilstrækkelig til at udbedre skaden. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det af de fremsendte fotos fremgik, at der under trægulvene lå polystyren mellem strøerne med plamager efter vandpåvirkning ovenpå polystyrenen. Nævnet lagde til grund, at disse plamager stammede fra skaden. Det var nævnets opfattelse, at der ved oversvømmelsen var sket såvel en opfugtning som en forurening med potentielt sygdomsfremkaldende stoffer af bygningsdele under gulvoverfladen, og at det derfor ikke var tilstrækkeligt blot at vaske og slibe gulvet. Klager havde for egen regning optaget trægulvene, vasket dem i haven og ladet en professionel rense dugen under gulvkonstruktionen. Selskabet havde efter sagens indbringelse for nævnet anerkendt at erstatte klager de udgifter, som hun havde afholdt hertil inkl. eget arbejde. Det fremgik af klagers beskrivelse, at ikke alle gulvene var renset på nuværende tidspunkt. Nævnet fandt, at selskabet skulle betale rimelige udgifter til en uvildig sagkyndig undersøgelse og vejledning i korrekt skadesafrensning. Selskabet skulle herefter erstatte udbedringsudgifter i henhold til anbefalingerne fra den uvildige undersøgelse. Såfremt det ved den uvildige undersøgelse konkluderes, at trægulvene ikke forsvarligt kunne renses og genanvendes, skulle selskabet erstatte udgifterne til en udskiftning af gulvene til tilsvarende gulve. Dette gjaldt også, selvom selskabet havde erstattet klager for eget arbejde med optagning og vask af gulvene. Nævnet bemærkede, at der måtte forventes at være en vis mængde opstigende grundfugt, som selskabet ikke skulle erstatte affugtning af eller eventuelle følgeskader efter. Hvis klager ikke kunne bebo ejendommen under skadeudbedringen, skulle selskabet erstatte rimelige og nødvendige udgifter til genhusning, ligesom selskabet skulle erstatte udgifter til flytning og opmagasinering af indbo i det omfang, det var nødvendigt. Selskabet skulle ligeledes erstatte sådanne udgifter, i det omfang klager allerede havde afholdt dem. Nævnet fandt ikke grundlag for at pålægge selskabet at yde anden kompensation som følge af skaden eller selskabets håndtering af skaden. Klager delvis medhold.

Resultat

DELVIS MEDHOLD

Søgeord

ERSTATNINGSOPGØRELSE, HUSEJERFORSIKRING, OVERSVØMMELSE, UDBEDRINGSMETODE

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne