Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Afslag på fortsat erhvervsevnedækning trods rygsmerter

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 100932Medhold til selskabet
Selskab
Danica Pension
Emne
Tab af erhvervsevne alle sager af denne type
Stikord
erhvervsevnetab · præmiefritagelse · rygsmerter · bevisbyrde · skånebehov · fleksjob

Hvad sagen handlede om

Sagen omhandlede en klager, der blev sygemeldt på grund af stress, mens hun samtidig havde langvarige rygsmerter og slidgigt i hænderne. Hun havde arbejdet deltid i flere år på grund af disse fysiske gener og blev senere opsagt. Efter flere virksomhedspraktikker, der blev afbrudt på grund af smerter, blev hun bevilget midlertidigt fleksjob med skånehensyn som nedsat tid og ikke fysisk belastende arbejde. Selskabet havde ydet dækning for tab af erhvervsevne og præmiefritagelse på midlertidigt grundlag i en periode, men afviste senere fortsat dækning, fordi klagers generelle erhvervsevne efter selskabets vurdering ikke var nedsat med mindst halvdelen, hvis hendes skånebehov blev respekteret. Nævnet fandt, at selskabet var berettiget til at overgå til en generel vurdering efter cirka to og et halvt år med midlertidige ydelser, da klagers tilstand havde stabiliseret sig. Nævnet fandt desuden, at klager ikke havde bevist, at hun ikke kunne arbejde mindst halvdelen af normal fuldtid med de rette skånehensyn, blandt andet fordi lægelige akter viste forbedring af stresssymptomer og ikke tilstrækkelig forværring af de fysiske gener. Sagen viser, hvor afgørende dokumentation og udvikling i helbredstilstanden er ved vurdering af varigt erhvervsevnetab.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager over afslag på fortsat dækning ved tab af erhvervsevne samt præmiefritagelse. Klager, som var født i 1960'erne, blev sygemeldt den 10/5 2021 som følge af stress. På tidspunktet for sygemeldingen var hun ansat på deltid, 30 timer ugentligt, og havde været det siden 2014 på grund af rygsmerter og slidgigt i hænder. Hun blev opsagt pr. 1/11 2021. Hun var i virksomhedspraktik ved praktiksted1 fra den 10/10 2022 og havde arbejdsopgaver i form af kasse, tilkald, datotjek, hyldetrim og opfyldning. Praktikken blev afbrudt den 26/10 2022 som følge af smerter i hænderne og i ryggen. Hun var i virksomhedspraktik ved praktiksted2 fra den 13/12 2022 med 9 timer ugentligt, fordelt på 3 x 3 timer. Hun varetog administrative opgaver. Klager blev bevilget midlertidigt fleksjob med virkning pr. 1/6 2023. Hun har skånehensyn i form af nedsat tid, ikke fysisk belastende arbejde, varierende stillinger og fastholdelseskonsulent i nye job i forhold til arbejdsindretning og hjælpemidler. Selskabet havde ydet dækning for tab af erhvervsevne på midlertidigt grundlag samt præmiefritagelse fra den 10/8 2021 til 1/1 2024, hvor selskabet overgik til en vurdering af klagers længerevarende erhvervsevne. Hun anførte, at hun i 2017 fik konstateret slidgigt i begge hænder, at hendes rygsmerter samt smerter i fingrene var blevet forværret over årene, og at smerter i fingrene var blevet markant værre gennem de sidste par år, hvilket medførte, at hun ikke kunne arbejde mere end 3x3 timer pr. uge. Hun anførte, at der ikke havde været bedring af hendes rygsmerter, som ikke var udløst af smertestillende medicin, og at hun havde haft konstante smerter i ryggen siden 2009, som hun havde forsøgt at dæmpe med 2 Panodil og 1 Ibumetin fire gange om dagen. Det var først, da hun blev sygemeldt, at hun oplevede en bedring i smerterne. Selskabet afviste at yde dækning ved tab af erhvervsevne og præmiefritagelse fra den 1/1 2024 med henvisning til, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Selskabet anførte, at klager ikke havde fysiske eller psykiske gener, der var uforenelige med at varetage et hensyntagende arbejde på mere end halv tid af normal fuldtidsbeskæftigelse, hvis klagers skånebehov blev iagttaget - herunder skånebehov for ryg- og håndbelastende arbejde samt mulighed for varierende arbejdsstillinger og pauser. Nævnet fandt, at selskabet havde været berettiget til at overgå til en generel vurdering af klagers erhvervsevnetab pr. 1/1 2024, idet selskabet havde udbetalt ydelser på midlertidigt grundlag i ca. 2 år og 5 måneder, og idet klagers tilstand på dette tidspunkt havde stabiliseret sig i en sådan grad, at der kunne foretages en vurdering af det længerevarende erhvervsevnetab. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at hendes generelle erhvervsevne pr. 1/1 2024 var nedsat i dækningsberettigende grad, og at hun med de rette skånehensyn ikke var i stand til at arbejde og tjene mindst halvdelen af, hvad der var sædvanligt for fuldt arbejdsdygtige personer med en tilsvarende uddannelse og alder i samme del af landet. Nævnet lagde blandt andet lagt vægt på karakteren af klagers gener i form af smerter i ryggen og smerter i hænder og fingre, som forværredes ved belastning, samt nedsat bevægelighed og kraft i fingrene. Nævnet lagde i den forbindelse også vægt på lægeattest til rehabiliteringsteam af 15/3 2023, hvor det fremgik, at klager ikke længere havde symptomer på stress og at "rygsmerterne fylder ikke så meget mere og kan ved gåture holde sig i gang". Nævnet lagde også lagt vægt på, at klager tidligere havde kunnet arbejde mere end halv tid trods generne i ryg og hænder/fingre, og at der i de lægelige akter ikke sås beskrevet en sådan forværring af generne, at klager ikke ville kunne arbejde mindst halvdelen af, hvad der var sædvanligt for fuldt arbejdsdygtige personer med en tilsvarende uddannelse og alder i samme del af landet. Selskab medhold.

Resultat

SELSKAB MEDHOLD

Søgeord

ERHVERVSEVNETAB, RYGSKADE, BEVIS, SMERTER, VARIG

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne