Uenighed om byggeskadeforsikring efter vandindtrængning i kælder

Sagen omhandlede en byggeskadeforsikring tegnet af en entreprenør i forbindelse med en totalrenovering af en ejendom fra 1915. Klager, der senere overtog ejendommen, oplevede vandindtrængning i kælderen og krævede, at byggeskadeforsikringen skulle dække udgifter til udbedring, følgeskader og bistand for i alt godt 1,4 millioner kroner. Selskabet havde anerkendt en del af kravet, men iværksatte samtidig en isoleret bevisoptagelse mod entreprenøren, da selskabet mente, at entreprisen var udført mangelfuldt, og ønskede sagen udsat, indtil dette var afklaret. Ankenævnet fandt, at der var en så stor usikkerhed om bedømmelsen af sagens oplysninger, at den ikke egnede sig til afgørelse på skriftligt grundlag. Nævnet vurderede, at tvisten burde afgøres ved domstolene, hvor der er mulighed for parts- og vidneforklaringer samt syn og skøn, og afviste derfor at behandle sagen efter nævnets vedtægter. Sagen viser, at ankenævnet kan afvise komplekse tvister, særligt når der er behov for bevisførelse i form af vidneforklaringer eller sagkyndige undersøgelser, som ikke lader sig gennemføre i en skriftlig nævnsbehandling. I sådanne tilfælde må parterne søge afklaring ved domstolene i stedet.