Afslag på dækning af efterisolering, skimmel og facadebehandling

Sagen handlede om afslag på dækning under en ejerskifteforsikring for en ejendom fra 1809. Klager gjorde gældende, at forsatsvægge var efterisoleret forkert med dampspærre af plastik, at der var skimmelsvamp, og at facaden var behandlet med uegnet plastmaling og cementmørtel, som Slots- og Kulturstyrelsen frarådede for ældre huse. Klager krævede dækning af omfattende udbedringsarbejder både indvendigt og udvendigt. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at efterisoleringen nedsatte bygningens værdi eller brugbarhed nævneværdigt i forhold til tilsvarende gamle bygninger, og lagde vægt på, at isoleringen var udført i 2004 uden efterfølgende skade i forsikringens forstand. Hvad angik skimmelsvamp, viste en prøve, at skimmelfloraen overvejende var uproblematisk med kun en mindre overrepræsentation af en bestemt svampeart, hvilket ikke udgjorde et massivt angreb. Vedrørende facaden fandt nævnet, at en vedligeholdelsesmæssig standard, som ikke var optimal, ikke i sig selv udgjorde en dækningsberettiget skade for en ejendom af denne alder. Selskabet fik derfor medhold i alle punkter. Sagen viser, at ejerskifteforsikringer kun dækker skader, der afviger væsentligt fra, hvad man kan forvente af en bygning af samme alder og stand, og at bevisbyrden for dette ligger hos klager.