Stop af erhvervsevnetabsdækning efter fleksjob med kort arbejdstid

Sagen handlede om en klager, der efter et kompliceret ankelbrud blev sygemeldt og modtog midlertidige ydelser samt præmiefritagelse fra sin forsikring ved tab af erhvervsevne. Selskabet stoppede udbetalingerne, da klager gik i virksomhedspraktik og senere blev ansat i fleksjob med kort ugentlig arbejdstid. Selskabet mente, at klagers generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat i tilstrækkelig grad til at berettige fortsat udbetaling. Ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet lagde vægt på, at de lægelige og kommunale oplysninger ikke beskrev helbredsmæssige gener, som var uforenelige med at kunne arbejde mindst halv tid med rette skånehensyn. Det blev også tillagt betydning, at klager i en periode havde vist sig i stand til at arbejde 20 timer om ugen under virksomhedspraktikken, og at den senere nedgang i arbejdstiden ikke skyldtes helbredsmæssige forhold, men andre omstændigheder. Sagen viser, at det er klager, der skal bevise en tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen, og at faktisk udført arbejde kan tale imod et sådant erhvervsevnetab. Det illustrerer også, at overgang til fleksjob med lav timetal ikke automatisk udløser fortsat dækning, hvis nedgangen ikke kan forklares med helbredsmæssige årsager.