Uenighed om stationærtidspunkt og størrelse af invalidesum

Sagen handlede om størrelsen af en invalidesum til en klager, der blev sygemeldt med PTSD i 2017 og senere fik bevilget fleksjob. Selskabet havde udbetalt fuld invalidepension fra 2018, men vurderede klagers erhvervsevnetab som varigt nedsat først fra 2022, hvor klager var fyldt 50 år. Det betød, at selskabet udbetalte 100.000 kroner i invalidesum i stedet for de 200.000 kroner, klager mente at have krav på, hvis skadestidspunktet blev sat tidligere, altså før klager fyldte 50 år. Nævnets flertal fandt, at klager ikke havde dokumenteret, at hans erhvervsevne var nedsat med mindst to tredjedele allerede før november 2018. Der blev lagt vægt på en speciallægeerklæring, hvor det fremgik, at klager formentlig kunne blive bedre med behandling, og at det var for tidligt at vurdere graden af funktionsnedsættelse. Der blev også lagt vægt på, at klager ikke var arbejdsprøvet før dette tidspunkt, og at han først flere år senere fik bevilget et fleksjob med meget begrænset timetal. Selskabet fik medhold. Sagen viser, at det er afgørende for udbetaling af invalidesum, hvornår erhvervsevnetabet konkret kan dokumenteres at være indtrådt, og at manglende arbejdsprøvning og usikre lægelige vurderinger kan tale imod et tidligere skadestidspunkt.