Stop af erhvervsevnetabsydelser til kvinde med depression og angst

Sagen handlede om en kvinde, der fik afslag på fortsat udbetaling af ydelser ved tab af erhvervsevne, efter at selskabet havde ydet midlertidig dækning i en periode. Selskabet mente, at hendes generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen, efter at hendes tilstand var vurderet stationær. Nævnet var enig i, at selskabet kunne overgå til en vurdering af den generelle erhvervsevne på dette tidspunkt, men var uenig i selve vurderingen. Nævnet lagde vægt på, at klager var diagnosticeret med belastningsreaktion, periodisk depression og angsttilstand, og at hun havde et betydeligt nedsat funktionsniveau med omfattende behov for skånehensyn. Det blev også tillagt vægt, at hun i praktik og efterfølgende fleksjob ikke havde kunnet arbejde mere end 15 timer om ugen, hvilket understøttede, at hendes erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Klager fik derfor medhold, og selskabet skulle tilbagebetale indbetalt præmie samt dække en del af klagers udgifter til repræsentation. Sagen viser, at det afgørende ved vurdering af erhvervsevnetab er en samlet vurdering af helbredsoplysninger og faktisk arbejdsevne, herunder erfaringer fra praktik og fleksjob, og ikke kun en teoretisk vurdering af diagnoser.