Afvist mengodtgørelse for skulderskade efter hundetræk
- Selskab
- Himmerland Forsikring
- Stikord
- årsagssammenhæng · mengrad · forudbestående lidelse · strakssymptomer · skulderskade
Hvad sagen handlede om
En kvinde anmeldte en skulderskade, som hun mente var opstået, da hendes hund pludselig trak i snoren, samtidig med at hun blev trykket op mod en mur. Hun søgte dog først læge omkring tre måneder efter hændelsen, og hændelsen var ikke nævnt i de tidligste lægejournaler. Selskabet afviste dækning, da der ikke var dokumenteret strakssymptomer eller tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden, og fordi de fund, der blev gjort ved MR-skanning, kunne opstå uden traume. Selskabet henviste desuden til, at klager havde haft tidligere gener i skulderen. Nævnet lagde afgørende vægt på, at der ikke var dokumentation for symptomer straks efter hændelsen, og at de tidligste lægelige oplysninger ikke nævnte hændelsen. Det blev også vægtet, at forsikringen undtog skader, der skyldtes overbelastning og nedslidning, og at klagers tilstand kunne opstå uden traume. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning. Sagen viser vigtigheden af at søge læge hurtigt efter en skade og at nævne hændelsen tydeligt i journalen, da mangel på tidsnær dokumentation kan svække muligheden for at få en skade anerkendt som ulykkesbetinget.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afvisning af at udbetale mengodtgørelse. Klager anmeldte den 18/3 2021 til selskabet, at hun den 25/8 2020 kom til skade med sin skulder, da hendes hund trak kraftigt tilbage i hundesnoren samtidigt med, at hun blev trykket op ad en mur, hvorved venstre skulder og arm fik et kraftigt ryk. Af skadeanmeldelsen fremgik det, at klager første gang modtog behandling den 3/12 2020. Klager gjorde bl.a. gældende, at da hun kom til skade den 25/8 2020, var hun ikke voldsomt påvirket af smerter med det samme. Det udviklede sig hen over måneder med den frosne skulder. Det var derfor hun først gik til læge den 3/12 2020, hvor hun var meget påvirket af smerter. Klager havde ikke haft indflydelse på, hvad lægen skrev i journalen ved den lejlighed, men hun nævnte hændelsen med hunden over for lægen. Hendes korte forløb hos fysioterapeut i 2019 skyldtes en overbelastning i håndled og arm i forbindelse med rensning af terrasse. Hun opsøgte ikke læge i forbindelse med denne hændelse, der kun var et problem af kort varighed. Selskabet anførte, at der ikke var dokumenteret strakssymptomer mellem hændelsen og klagers gener, idet der gik mere end 3 måneder, inden klager første gang søgte behandling, at hændelsen ikke var nævnt i de første journalnotater, herunder i notatet fra klagers læge af 3. december 2020 eller den behandlende fysioterapeuts notat af 7. december 2020, og at de forhold/fund omkring venstre skulder, der blev påvist ved MR-skanning og efterfølgende behandlet ved operation, var forhold der kunne opstå også uden et traume. Selskabet henviste også til, at klager forud for den anmeldte hændelse - trods oplysningerne herom i skadeanmeldelsen - havde haft forudbestående gener fra venstre skulder. Selskabet havde over for nævnet yderligere anført, "På baggrund af klagers anmeldelse og mails samt det lægelige materiale, foretog selskabets lægekonsulent en speciallægefaglig og forsikringsmedicinsk vurdering af sagen. Lægekonsulenten vurderede, at der ikke var dokumenteret årsagssammenhæng, herunder tidsmæssig årsagssammenhæng, mellem den anmeldte hændelse, og klagers gener fra venstre skulder. Herudover lagde lægekonsulenten vægt på, at de objektive fund i form af kapsulit kan opstå uden et tidligere traume." Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at hun havde et varigt men på mindst 5 procent efter den anmeldte hændelse den 25/8 2020. Nævnet kunne derfor ikke kritisere selskabets afgørelse. Nævnet havde bl.a. lagt vægt på, at klager først søgte læge den 3/12 2020. Der var således ikke dokumenteret strakssymptomer i tilknytning til den anmeldte hændelse. Nævnet lagde videre vægt på, at der i de tidligste tidsnære lægelige bilag, der var fremlagt i sagen, ikke var oplysninger om hændelsen. Nævnet lagde også vægt på selskabets oplysninger om, at klagers lidelser kunne opstå uden et forudgående traume, og at forsikringen bl.a. undtog skader som skyldtes overbelastning, overanstrengelse, nedslidning og andre ikke pludseligt opståede lidelser. At det antoges i speciallægeerklæringen, at skaden var traumatisk forvoldt og det, som klager i øvrigt havde anført, kunne ikke føre til andet resultat. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
ULYKKESFORSIKRING, ÅRSAGSSAMMENHÆNG, MENGRAD, FORUDBESTÅENDE LIDELSE, ÆNDRET FORKLARING
Kilde
Flere sager om samme emne
- UlykkesforsikringMedhold til selskabet
Afslag på ulykkesforsikring efter skulderskade under narkosebehandling
Klager havde anmeldt en skade i højre skulder, som han mente skyldtes et fald eller en uforsigtig håndtering under en elektrochokbehandling under narkose.
- UlykkesforsikringMedhold til selskabet
Skuldersmerter efter bjergvandring afvist som ulykkestilfælde
Sagen handlede om en kvinde, der under en bjergvandring greb fat i en mand for at forhindre ham i at falde ned ad en bjergside, hvilket ifølge hende gav …
- UlykkesforsikringMedhold til selskabet
Afslag på mengodtgørelse efter lårskade ved stenløft
Klager havde anmeldt en skade, hvor han fik et jag i venstre lår under flytning af sten, og krævede erstatning for et varigt mén på 15 procent samt …
- UlykkesforsikringMedhold til selskabet
Nedsat mengrad for skulderskade grundet forudbestående gener
Sagen handlede om en ulykkesforsikring, hvor klager havde skadet sin højre skulder efter at være faldet, mens hun løftede en håndvægt.
- UlykkesforsikringMedhold til selskabet
Afslag på ulykkesforsikring på grund af for sen anmeldelse
Klager var dækket af en kollektiv ulykkesforsikring tegnet gennem sin A-kasse.