Uenighed om skadestidspunkt og størrelse af invalidesum ved uførhed

Sagen handlede om en klager, der havde fået udbetalt invalidepension fra selskabet efter en belastningsreaktion og vedvarende hovedpine, som førte til sygemelding. Tvisten drejede sig om, hvornår klagers erhvervsevne kunne anses for varigt nedsat med mindst to tredjedele, hvilket afgør størrelsen af invalidesummen. Selskabet havde fastsat skadestidspunktet til efter klagers 50-års fødselsdag og udbetalt en lavere sum, mens klager mente, at hans erhvervsevne allerede forud for dette tidspunkt var nedsat i den relevante grad, hvilket ville udløse en dobbelt så høj invalidesum. Nævnet gav klager medhold og lagde afgørende vægt på de lægelige oplysninger om, at klagers hovedpinetilstand allerede tidligt blev vurderet kronisk, samt at hans forsøg på virksomhedspraktik i sit fag viste, at han ikke kunne leve op til de krav, der stilles i en almindelig akademisk stilling. Dette blev tolket som dokumentation for en tidligere indtruden og længerevarende nedsættelse af erhvervsevnen. Sagen illustrerer, at det ikke nødvendigvis er det tidspunkt, hvor en endelig afklaring som fleksjob sker, der er afgørende, men derimod hvornår den faktiske funktionsnedsættelse kan dokumenteres at have foreligget. For forsikringstagere med langvarige helbredsforløb er det vigtigt at sikre, at lægelige notater og praktikforløb tidligt beskriver funktionsniveauet, da dette kan få stor betydning for beregningen af invalidesummens størrelse og tidspunkt.