Uenighed om skadegrad og restværdierstatning efter brand i sommerhus

Sagen drejede sig om en klager, der havde fået en større brandskade på sit sommerhus dækket af selskabet. Uenigheden opstod om erstatningsopgørelsen, nærmere bestemt om klager havde krav på restværdierstatning, hvilket kræver, at skadegraden overstiger 50 procent. Selskabet opgjorde skadegraden ud fra bygningen som en samlet enhed og nåede frem til 45,2 procent, hvilket lå under grænsen for restværdierstatning. Klager mente, at skadegraden var højere. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde taget udgangspunkt i bygningen som helhed ved beregningen, og klager havde ikke løftet bevisbyrden for, at skadegraden reelt var på 50 procent eller derover. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge selskabet at betale restværdierstatning. Sagen omfattede også et spørgsmål om erstatning for indbo, hvor selskabet havde stillet erstatningsbeløbet til rådighed via et onlinesystem allerede i maj 2018, og nævnet kunne ikke kritisere, at selskabet senere afviste at genoptage denne del af sagen med henvisning til forældelse. Samlet fandt nævnet, at klager ikke havde bevist et erstatningsberettigende tab. Sagen viser, at det er klager, der skal bevise, at en skadegrad er høj nok til at udløse særlige erstatningsregler, og at krav kan blive forældede, hvis de ikke rejses i tide.