Uenighed om skadegrad og restværdi efter brand i sommerhus

Sagen drejede sig om beregningen af skadegraden efter en brand i et sommerhus, hvor spørgsmålet var, om klageren havde ret til restværdierstatning. Selskabet opgjorde skadegraden til omkring 45-47 procent ved at sammenholde skadens nyværdi med bygningens samlede nyværdi, mens klageren mente, at beregningen skulle ske ud fra de faktiske og nødvendige reparationsomkostninger sammenholdt med bygningens nyværdi, som beskrevet i forsikringsbetingelserne. Ifølge klagerens egne beregninger oversteg reparationsomkostningerne 50 procent, hvilket ville give ret til nedrivning og genopførelse. Der var også uenighed om, hvilke forsikringsbetingelser der egentlig gjaldt, da selskabet havde ændret betingelsessættet uden klagerens godkendelse. Ankenævnet fandt, at der var en sådan usikkerhed om, hvordan sagens oplysninger skulle bedømmes, at sagen ikke var egnet til afgørelse på skriftligt grundlag. Sagen krævede mulighed for parts- og vidneforklaringer samt eventuelt syn og skøn, hvorfor nævnet afviste sagen og henviste til domstolene. For forsikringstagere viser sagen, at beregningsmetoden for skadegrad kan være afgørende for retten til restværdierstatning, og at uenighed om selve beregningsmodellen kan gøre en sag for kompleks til at blive afgjort af Ankenævnet.