Erhvervsevnetabsdækning efter depression og senere førtidspension

Sagen drejede sig om en kvinde, der efter en sygemelding med depression og stress fik afslag på fortsat dækning for tab af erhvervsevne. Hun havde tidligere modtaget midlertidig dækning i flere år, men selskabet stoppede udbetalingen, da man vurderede, at hendes generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen, hvis hun fik tilpasset skånehensyn. Klager blev senere tilkendt førtidspension næsten seks år efter sin oprindelige sygemelding. Selskabet mente, at der manglede lægelig dokumentation for, at hun ikke kunne arbejde på halv tid, og pegede på, at hun ikke var blevet arbejdsprøvet efter sygemeldingen. Ankenævnet vurderede sagen anderledes og fandt, baseret på de lægelige oplysninger, at klagers erhvervsevne faktisk var nedsat med mellem halvdelen og to tredjedele i alle erhverv efter det tidspunkt, hvor selskabet stoppede udbetalingen. Nævnet lagde særlig vægt på, at der var gjort en langvarig og grundig indsats for at få hende tilbage på arbejdsmarkedet, inden førtidspension endelig blev tilkendt. Klager fik derfor delvist medhold. Sagen illustrerer, at en sen tilkendelse af førtidspension kan understøtte, at erhvervsevnen reelt har været nedsat i lang tid forinden, og at lægelige oplysninger vejer tungt i vurderingen af erhvervsevnetab.