Strid om mengrad efter rygskade ved dødløft

Sagen handlede om fastsættelsen af en mengrad efter en ulykke, hvor klager i 2018 fik et pludseligt ryk i lænden under dødløft. Codan fastsatte det varige men til 5 procent, mens klager mente, at mengraden skulle være 12 procent. Selskabet påpegede, at klagers gener efter hændelsen i 2018 var beskedne, og at klager senere i 2020 var udsat for en ny hændelse, hvor han imidlertid ikke var forsikret hos selskabet. Ankenævnet lagde afgørende vægt på de lægelige oplysninger i sagen samt en vurdering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som havde fastsat mengraden til under 5 procent for netop hændelsen i 2018. Klager kunne ikke løfte bevisbyrden for, at denne vurdering var foretaget på et forkert eller ufuldstændigt grundlag, og nævnet fandt derfor ikke, at klager havde bevist et højere varigt men end de 5 procent, selskabet allerede havde anerkendt. Sagen viser, at det er forsikringstageren, der som udgangspunkt bærer bevisbyrden for omfanget af et varigt men, og at uafhængige lægelige vurderinger, herunder fra offentlige myndigheder som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, tillægges stor betydning i ankenævnets afgørelser. Det viser også vigtigheden af at kunne dokumentere en klar sammenhæng mellem den konkrete ulykke og de varige gener, særligt når der er flere hændelser involveret over tid.