Klage over midlertidig invalidepension efter senfølger af hjernerystelse

Sagen handlede om en klager, der havde fået tilkendt invalidepension fra sin pensionskasse på midlertidigt grundlag i mere end fem år, som følge af senfølger efter en hjernerystelse fra 2014. Selskabet mente ikke, at der forelå tilstrækkelig lægelig dokumentation for, at hans nedsatte erhvervsevne var varig, og pegede på, at hans tilstand muligvis kunne bedres over tid. Klager mente derimod, at hans tilstand havde været stationær gennem hele forløbet, og at det var urimeligt fortsat at behandle sagen som midlertidig. Ankenævnet gav klager medhold. Nævnet lagde vægt på, at de lægelige akter viste en stationær helbredstilstand uden udsigt til bedring, at klager havde haft gentagne tilbagefald gennem årene, og at selskabet allerede havde ydet midlertidig dækning i over fem år. På den baggrund fandt nævnet, at der var tilstrækkeligt grundlag for at anerkende retten til invalidepension på varigt grundlag fremadrettet. Sagen viser, at selskaber ikke uden videre kan fastholde en midlertidig vurdering i det uendelige, hvis de lægelige oplysninger over en længere periode konsekvent peger på, at tilstanden er stabil og uden udsigt til forbedring. For forsikringstagere illustrerer sagen betydningen af at fastholde og dokumentere sin sag over tid, særligt når der er tale om komplekse og langvarige helbredsmæssige forløb.