Krav om fortsat erhvervsevnetab efter hjernerystelse med kognitive gener

Klager havde fået udbetalt ydelser ved tab af erhvervsevne midlertidigt efter en hjernerystelse med kognitive følger, men selskabet stoppede udbetalingen, da man vurderede, at hendes generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Ankenævnet var enigt i, at selskabet korrekt var gået over til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da klagers tilstand blev anset for stationær. Nævnet fandt dog, efter at have set på sagens oplysninger, at klager havde bevist, at hendes generelle erhvervsevne rent faktisk var nedsat med mindst halvdelen. Der blev lagt vægt på, at hjernerystelsen havde medført omfattende kognitive gener og et væsentligt nedsat funktionsniveau med behov for betydelige skånehensyn, samt at en anden fagperson havde vurderet, at klager ikke kunne arbejdsprøves uden risiko for forværring. Klager fik derfor medhold. Sagen viser, at selv om en tilstand vurderes som stationær, kan der stadig være tilstrækkeligt bevis for en varig og betydelig nedsættelse af erhvervsevnen. Det illustrerer også, hvordan lægelige og faglige vurderinger af funktionsniveau og skånehensyn kan være afgørende i sager om erhvervsevnetab efter hjerneskader.