Stop for udbetaling ved erhvervsevnetab efter diskusprolaps

Sagen handlede om afslag på fortsat udbetaling af ydelser ved tab af erhvervsevne på grund af følger efter en diskusprolaps, herunder smerter, muskelspændinger og træthed. Selskabet vurderede, at klagers tilstand var stationær, og at hendes generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen, hvorfor udbetalingerne blev standset. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet overgik til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da klagers tilstand havde stabiliseret sig tilstrækkeligt til, at en sådan vurdering kunne foretages. Nævnet fandt herefter, at klager ikke havde bevist, at hendes generelle erhvervsevne fortsat var nedsat med mindst halvdelen. Der blev lagt vægt på lægelige oplysninger, som viste begrænsede objektive fund og en bedring af tilstanden, samt at klagers skånehensyn ikke i sig selv udelukkede arbejde på mindst halv tid. Nævnet bemærkede desuden, at sociale forhold havde påvirket klagers erhvervsevne negativt, og at der var begrænsede oplysninger om et kommunalt arbejdsprøvningsforløb. Selskabet fik medhold. Sagen viser, at det er den forsikrede, der skal bevise fortsat nedsat erhvervsevne, og at lægelige og objektive fund vejer tungt, mens sociale forhold ikke i sig selv kan begrunde ret til fortsatte ydelser.