Stop af erhvervsevnetabsydelse efter hovedtraume med kognitive gener

Sagen handlede om fortsat udbetaling af ydelser ved tab af erhvervsevne til en person, der havde pådraget sig et hovedtraume med nakkegener og kognitive gener. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser til klager, men stoppede udbetalingen, da klagers tilstand blev anset for stationær, og selskabet i stedet vurderede klagers generelle helbredsmæssige erhvervsevne. Selskabet fandt, at erhvervsevnen ikke var nedsat med mindst halvdelen. Ankenævnet var enig i, at det var korrekt at overgå til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da tilstanden var stabiliseret, men nævnet vurderede modsat selskabet, at klagers erhvervsevne faktisk var nedsat med mindst 50 procent. Nævnet lagde vægt på klagers betydelige kognitive og fysiske gener, det væsentligt nedsatte funktionsniveau med omfattende skånehensyn, og at klager i en virksomhedspraktik kun kunne arbejde 12 timer om ugen uden forværring af tilstanden. At klager i en periode havde arbejdet mellem 20 og 28 timer om ugen i sit tidligere erhverv ændrede ikke ved denne vurdering. Klager fik derfor medhold. Sagen viser, at en kortere periode med højere arbejdstimer ikke nødvendigvis afspejler den reelle, varige erhvervsevne, og at nævnet lægger stor vægt på konkrete oplysninger om funktionsniveau og skånehensyn.