Afslag på ulykkesforsikring efter knæskade under badning ved strand

Klager anmeldte en skade, hvor hendes højre knæ låste under en svømmetur ved en strand. Hun blev kørt med ambulance til skadestuen, hvor der var mistanke om en bløddelsskade, og en efterfølgende MR-scanning viste både en menisklæsion og degenerative forandringer i knæet. Klager ønskede, at selskabet skulle betale for en speciallægeerklæring, så der kunne fastsættes en méngrad. Selskabet afviste dækning, fordi det ikke fandt, at hændelsen var hovedårsagen til klagers gener i knæet. Ankenævnet gennemgik de lægelige akter og kom til samme resultat som selskabet. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at episoden ved stranden var hovedårsagen til de knæproblemer, hun havde. Da der samtidig var konstateret degenerative forandringer i knæet, som kunne forklare generne uafhængigt af hændelsen, var der ikke tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem den anmeldte hændelse og skaden. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse eller for at pålægge selskabet at indhente en speciallægeerklæring. Sagen viser, at det i ulykkesforsikring er den forsikrede, der skal bevise, at en konkret hændelse er hovedårsagen til en skade, og at forudbestående eller degenerative forandringer i kroppen kan svække denne bevisførelse betydeligt, selv når der har været en konkret episode med akutte symptomer.